23948sdkhjf

Kommune vil politianmelde asfaltvirksomhed

Opdateret d. 5/8 2021 kl. 13:45 med kommentarer fra Poul Henning Jensen, adm. direktør i Pankas.

Asfaltvirksomheden Pankas kan se frem til at modtage en politianmeldelse fra Allerød Kommune. Det skriver Allerød Nyt. 

Det sker, fordi de ikke har indleveret dokumentation i tide for, at deres forsøg på at nedbringe lugtgenerne fra asfaltfabrikken i Allerød, har virket. Asfaltvirksomheden havde deadline d. 1. august.

- Nu burde virksomheden efterhånden have set skriften på væggen i forhold til, hvad de skal levere, og derfor er det skuffende og grotesk, at de så ikke leverer. Vi tager det hårdest mulige skridt i sagen, for vi har grundlæggende nul-tolerance over for den virksomhed. Derfor varsler vi nu en politianmeldelse, siger Miki Dam Larsen (S), der er viceborgmester og formand for Teknik-, Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Allerød Kommune, til Allerød Nyt.

Klager over den nye fabrik

Pankas åbnede fabrikken i Allerød i april sidste år, og siden er der blevet klaget over lugtgener. Det har skabt gentagende debat kommunens byråd i forsøget på at finde en løsning på problemet.

Det førte i december til, at Pankas fik et påbud om, at virksomheden skulle nedbringe lugtgenerne fra asfaltværket og derefter dokumentere, at miljøgodkendelsen overholdes. Det har Allerød Nyt også tidligere afdækket. 

Virksomheden valgte ifølge mediet at nedbringe lugtgenerne ved at bygge inddækningen af asfaltanlægget højere. Det fik de dispensation til i februar. 

De havde til henholdsvis 1 juli til lugt-udbedringerne og 1. august til at dokumentere virkningen. Men Allerød Kommune har altså ikke modtaget dokumentationen i tide. Allerød Nyt rapporterer, at der fortsat har været klager over lugten fra fabrikken i juli – altså efter at tiltagene var iværksat. 

Målinger er forsinket grundet vind og vejr

Til Licitationen – Byggeriets Dagblad fortæller adm. direktør i Pankas Poul Henning Jensen, at nogle af målingerne er blevet forsinket grundet vind og vejr. Det meddelte Pankas til kommunen mandag d. 2. august. Altså en dag for sent. 

Samme dag havde kommunen sendt et brev til Pankas, hvor de gjorde opmærksom på, at virksomheden ikke havde levet op til kravet fra kommunen. 

Vidste I ikke inden deadline, at I ikke kunne nå at få dokumenterne på plads? 

- Vi håbede til det sidste, at vi kunne nå at lave målingerne, men det kunne ikke lade sig gøre. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at vi ikke kunne nå at skrive til kommunen, inden de skrev til os, siger Poul Henning Jensen. 

Der er stadig blevet klaget over lugtgener, selvom I har lavet tiltag for at reducere lugten. Har de ikke virket? 

- Det skal jeg ikke kunne sige, siger direktøren. 

Asfaltvirksomheden håber på nu på, at de kan få de sidste målinger i hus i løbet af august, så de kan aflevere de påbudte dokumentationer. Til den varslede politianmeldelse siger Poul Henning Jensen: 

- Det håber vi ikke bliver nødvendigt, men at vi inden da har en afklaring med kommunen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078