Miljøvirksomhed får ny finansdirektør
Den danske miljøvirksomhed RGS Nordic har fundet en efterfølger til deres finansdirektør, der stoppede tilbage i slutningen af april. Det bliver 44-årige Nicolai Søegaard, der overtager stafetten fra sommerferien. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Nicolai Søegaard kommer fra servicevirksomheden ISS, hvor han gennem de seneste ti år har haft flere stilling. Senest som Regional COO Europe og Regional Finance Manager.
RGS Nordic er en dansk miljøvirksomhed med aktiviteter i Danmark, Sverige og Norge. Hovedaktiviteterne er rensning af forurenet jord, håndtering og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald og rensning af spildevand. Virksomheden beskæftiger ca. 280 medarbejdere og omsatte i seneste regnskabsår for 1,1 mia. kroner.
Den nyudnævnte finansdirektør glæder sig til at starte i sit nye job.
- Jeg ser frem til at blive en del af RGS Nordic og kunne bidrage til den rivende
udvikling virksomheden og branchen oplever. Jeg glæder mig til at bidrage til det store arbejde, der allerede er iværksat og til sammen med hele organisationen at sikre, at vi kan imødekomme fremtidens muligheder og forandringer på den bedste måde, siger han i meddelelsen.
Adm. direktør i RCS Nordic Flemming Bendt fremhæver Nicolai Søegaards brede erfaring fra forskellige brancher:
- Med Nicolai Søegaards brede og solide erfaring fra forskellige industrier og med de resultater, han har opnået, bliver Nicolai Søegaards opgave sammen med den øvrige ledergruppe at styrke og videreudvikle det igangværende strategiske arbejde, så RGS Nordic fortsat kan sikre sin markedsledende position inden for miljø og genanvendelse, siger han.