23948sdkhjf

C.F. Møller vinder havneomdannelse – kommunen står klar med 100 millioner

Det bliver C. F. Møller Architects, der skal udarbejde forslag til en helhedsplan for den nuværende erhvervshavn i Nykøbing Falster til en ny bydel med boliger, hotel, restauranter og plads til promenade, ophold og leg. 

– Det vi skal i gang med nu skal ikke være en kopi af en anden havneby, men noget der er skræddersyet til netop os og vores sted. Det skal udvikle og styrke Nykøbing og hele vores område og være et sted, som vores borgere aktivt vil bruge. Det er yderst vigtigt, at udgangspunktet er en helhedstankegang, hvor hele byen tænkes som ét hele, siger borgmester John Brædder i en pressemeddelelse fra arkitektfirmaet. 

Der var tale om en inviteret dialog-konkurrence med fem deltagere: C.F. Møller Architects, Cobe, Effekt, Vandkunsten og Gehl. 

Flytter ikke aktivitet 

C.F. Møllers plan for området skal dække hele den eksisterende erhvervshavn, og ikke mindst 1,4 km af Nykøbings mest centrale havnekaj mod Guldborg Sund. 

Udviklingen på havnen skal spille sammen med både Slotsbryggen og bymidten og skal tilføre nye aktiviteter, nye opholdsområder og et nyt boligområde. Der er fokus på ikke at flytte aktiviteter og detailhandel, men netop skabe nye attraktioner med synergi og sammenhæng mellem de forskellige bydele og understøtte den eksisterende detailhandel i byen.

C.F. Møllers bud på, hvordan havneområdet kan udvikles henover de kommende 10-15 år med udgangspunkt i Nykøbing Falsters særkender og identitet skal ligge klar til august. Herefter tager den politiske styregruppe (Økonomiudvalget) og byrådet første drøftelse inden hele planen i løbet af efteråret sendes i offentlig høring. På baggrund af input fra borgere og virksomheder vil Økonomiudvalget og Byrådet beslutte, hvordan den endelige helhedsplan for Nykøbing F. havn skal se ud. 

100 millioner og investordialog

Med ønsket om en udvikling af havneområdet følger en investering på 100 mio. kr. fra kommunens budget, og i forløbet vil interesserede investorer blive inviteret til dialog omkring mulighederne, og medvirke til at skyde investeringer ind i det store projekt. 

– Vi vil efter udarbejdelsen af helhedsplanen tage en kvalificeret dialog med potentielle investorer. Vi har allerede oplevet stor interesse for projektet, men har måtte vente til vi har en sammenhængende helhedsplan, siger programleder for udviklingen af havnen Anders V. Møller.

Med en færdig helhedsplan bliver projektmulighederne mere konkrete, men lige nu er der fortsat rum for at de rigtig gode ideer kan indarbejdes, fortsætter han.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11