23948sdkhjf

Pihl-koncernen går nye veje - får stjernearkitekt som medejer

Der har længe været rift om tegnestuerne, hvor store rådgivende ingeniørvirksomheder opkøber arkitekthuse for at få de kreative kræfter inhouse og styrke deres position i markedet. Pihl-koncernen, der nærmer sig to mia. kr. i årlig omsætning, går nu i en ny retning i fællesskab med BIG, Bjarke Ingels Group. Arkitektfirmaet køber sig ind i entreprenørvirksomheden.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

De nye partnere har gennemført en virksomhedshandel, hvor BIG køber 10 pct. af Pihl-koncernen, der driver selskaberne Pihl & Søn, LM Byg og BNS.

Målsætningen for partnerskabet er at realisere innovative byggerier, hvor visionært og bæredygtigt design understøttes af ekspertise fra kvalitetsbevidste entreprenører. Opkøbet understøtter samtidig et perspektiv om at gøre Pihl til en bedre samarbejdspartner for andre arkitekter og BIG til en bedre samarbejdspartner for andre entreprenører, lyder det i meddelelsen.

Nybrud i branchen

Partnerskabet signalerer ifølge hovedaktionær i Pihl Holdings, Carsten Mindegaard et nybrud inden for både entreprenør- og arkitektverdenen.

– Vi har set mange opkøb de seneste år, hvor store rådgivende ingeniørvirksomheder opkøber arkitekthuse, men det er første gang, at en stor dansk entreprenør går sammen med en kendt arkitektgruppe. Bjarke Ingels og BIG har med sin viden og talrige projekter på tværs af kontinenter, stor erfaring og indsigt i fremtidens byggeri, siger Carsten Mindegaard i pressemeddelelsen.

Det nye partnerskab åbner ifølge Carsten Mindegaard op for nye muligheder, da produktionen kommer helt tæt på design, ingeniørkunst og landskab.

– Vi vil naturligvis fortsætte samarbejdet med andre arkitekthuse, men næste skridt er sammen med BIG at få gjort projekterne bygbare tidligt i fasen, hvilket fordrer kreativitet og er en stor fordel for bygherrerne, siger Carsten Mindegaard, der fremhæver tidligere samarbejder mellem de to parter som eksempelvis Søfartsmuseet og Gl. Hellerup Gymnasium samt eksisterende samarbejder som Kaktustårnene og BIGs nye hovedkvarter i København, som LM Byg står i spidsen for.

En ny vej til vidensudveksling

Ifølge BIG er partnerskabet med Pihl en strategisk investering, der udvider tegnestuens eksisterende kompetencer indenfor bygbarhed og bæredygtighed.

–  Medejerskabet af Pihl etablerer en helt ny vej til vidensudveksling tidligt i designprocessen, hvor vi sikrer involvering af nøglekompetencer, som ellers sædvanligvis først indbringes senere i udviklingsforløbet, siger direktør og partner i BIG, Sheela Maini Søgaard, og fortsætter:

– Ligesom BIG fortsat arbejder med andre landskabsarkitekter og ingeniører, selvom vi har opbygget disse fagområder med stærke profiler internt, vil vi med største selvfølgelighed fortsætte samarbejdet med andre entreprenører i Danmark.

For Bjarke Ingels er partnerskabet med Pihl et led i BIGs strategi om at arbejde integreret på tværs af fagområder for at styrke og skabe fremtidens banebrydende og bæredygtige arkitektur.

- Pihl er historisk set en af Danmarks mest hæderkronede entreprenørvirksomheder og har været igennem en imponerende genrejsning de sidste par år. Derfor er de en oplagt partner for os,siger Bjarke Ingels, arkitekt og stifter af BIG.

- Design har en stor betydning for værdiskabelse og det bæredygtige aftryk, og jeg tror på, at vi som arkitekter skal genvinde mere kontrol over byggeprocessen for at være med til at accelerere den grønne omstilling, fortsætter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126