23948sdkhjf

Arkitektfirma i vækst flytter til Aarhus

Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S har vokseværk, og det gælder både antallet af opgaver og ansatte. 

Medarbejdergruppen er vokset til 15, så pladsen på kontoret i Skanderborg er trang. Fredag den 16. april flytter hele tegnestuen derfor til nye fysiske rammer i Sønderhøj i det sydlige Aarhus.  

– Vi er vokset ud af vores nuværende rammer. I dag sidder vi i et smukt, ældre byhus, men uden mulighed for at udvide tegnestuen, fortæller direktør Svend Åge Christensen.

Stadig Skanderborg

Arkitektfirmaet Frost Larsen blev etableret tilbage i 1975 i Skanderborg. 

– Det har været naturligt og en stor glæde for os at være i Skanderborg, hvor vi har etableret os med et godt netværk, gode opgaver og kompetente bygherrer. Derfor er det også en stor beslutning, at vi nu flytter fra byen, men vi tager vores DNA og det historiske tilhørsforhold til Skanderborg med os, siger Svend Åge Christensen. 

Han understreger, at tegnestuen fastholder kontakten med bygherrer i området: 

– Vi har netop valgt en lokation i det sydlige Aarhus, hvor vi har gode transportmuligheder til Skanderborg og ud i hele landet, forklarer han.

En stadig større opgaveportefølje og geografiske virkefelt har også betydning for flytningen: 

– Tidligere løste vi mange af vores opgaver i nærområdet. I dag dækker vi hele landet. Vores tegnestue er i vækst, og med fire partnere i ledelsen, er det nu tid til at tage nye skridt, så vi fastholder den gode udvikling af forretningen, siger direktøren. 

Tættere på arbejdskraften  

Det nye kontor ligger i et erhvervsområde med kontorejendomme og uddannelsescampus, og det vil komme både medarbejdere og kunder til gode, lyder det fra Svend Åge Christensen: 

–Vi bliver del af en stor erhvervs- og uddannelsesklynge, og det giver os nogle helt nye muligheder for samarbejde, synergi og inspiration. Dermed er flytningen også en måde, hvorpå vi udfordrer os selv som tegnestue, pointerer han. 

Fakta om Frost Larsen

Arkitektfirmaet har siden tegnestuens etablering i 1975 arbejdet med en bred vifte af opgaver for både offentlige og private bygherrer i hele Danmark og Sverige. I 2017 udvidede firmaet med en afdeling i Ringkøbing, Vestjylland. 

Opgaverne omfatter institutions- og undervisningsbyggeri, kultur- og idrætsbyggeri, erhvervsbyggeri og boligbyggeri, samt renovering og transformation. 

Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S ejes ligeligt af Svend Åge Christensen, Christian Bøgh Jensen, Mads Lindstrøm og Iben Dombernowsky, alle arkitekter MAA. Frost Larsens bestyrelse er et strategisk ledelsesforum, som ledes af ekstern bestyrelsesformand Thomas Folmann.

Placeringen ved Aarhus og uddannelsesinstitutionerne, hvor mængden af arbejdskraft, særligt på arkitektsiden, er koncentreret bliver også fremhævet som en afgørende faktor for firmaets fortsatte udvikling: 

– På den måde sikrer vi, at tegnestuen også fremadrettet kan tiltrække højt kvalificerede medarbejdere, så vi fortsat kan tilbyde alle vores kunder stærke kompetencer til at løse deres opgaver, forklarer Svend Åge Christensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126