Kommuner bør hjælpe byggebranchen
Anden bølge af Covid-19 har ramt Hovedstadens virksomheder hårdt. Det er konklusionen i den analyse, som Erhvervshus Hovedstaden har offentliggjort på baggrund af en rundspørge til regionens virksomheder i uge 6, 2021. Og selv om bygge- og anlægsbranchen er mindre hårdt ramt end andre brancher, noterer bygge- og anlægsvirksomhederne sig også for tab af både omsætning og ansatte som følge af nedlukningen.
Til gengæld forventer branchen en betydelig forbedring i omsætningen i indeværende år. Med forventning om 11 pct. omsætningsvækst er bygge og anlæg den branche, der især tror på fremtiden - båret af privat og offentligt byggeri og anlægsaktiviteter samt forlængelse af håndværkerfradraget (boligjobordningen).
Benspænd skal ryddes væk
Den tro og optimisme har vi som Hovedstadsregion kraftigt brug for - og derfor skal vi sørge for at hjælpe branchen frem. Der er naturligvis usikkerhedsmomenter, som kommer udefra og som er svære at afhjælpe. Det gælder for eksempel de firmaer, der udfører arbejde med maskiner og kolleger fra udlandet og som rammes af forlængede indrejserestriktioner og den deraf følgende usikkerhed om, hvorvidt man kan planlægge tilbud og udføre entrepriser.
Men de kommunale og administrative benspænd kan og skal vi hjælpe med at rydde af vejen. Det gælder ikke mindst de lange sagsbehandlingstider på byggesager især i København, men også at vi gør det lettere for mindre håndværksmestre at komme til at byde på opgaver i Københavns Kommune.
Hjælp til små mestre
Begge dele er ting, som Venstre arbejder for. Vi har netop lanceret ideen om en behandlingsgaranti på byggesagsområdet a la den man kender fra sundhedsvæsenet - behandler kommunen ikke din sag indenfor den fastsatte tidsramme, kan du tage den med til en privat aktør. Og vi fik i sidste uge gennemført, at Københavns Kommune skal lave en hjemmeside, hvor alle byens små mestre nemt kan gå ind og finde informationer om, hvilke opgaver der er, og hvordan de kan byde på dem. Og vi lytter selvfølgelig altid gerne til andre forslag til, hvordan vi konkret kan hjælpe.
Artiklen er en del af temaet Debat.