23948sdkhjf

Nedriver og eks-kriminelle i samarbejde om genbrugstræ

Miljø- og nedrivningsvirksomheden Kingo og den socialøkonomiske virksomhed Woods By Human Results samarbejder om at genbruge træ til fordel for mennesker og miljø. Træet kommer blandt andet fra Kingos nedrivningsopgaver og modtageanlæg i Silkeborg, hvor den socialøkonomiske virksomhed også har til huse.

Woods By Human Results laver håndlavede plankeborde, shelters, plantekasser, solsenge, udekøkkener og meget mere i træ, og virksomheden er afhængig af, at offentlige og private donerer brugt træ til produkterne, der blandt andet sælges via Facebook.

– Vi har indgået en aftale med Woods By Human Results om, at de kan hente affaldstræ i vores modtageanlæg i Silkeborg. Nogle gange får vi rigtig gode læs ind, hvor der er meget at hente. Træet bliver ellers fliset og anvendt til forbrænding eller andre formål, siger Ann Bøgelund, Juniorkonsulent i Kingo Recycling.

Ligeledes har Kingo aftalt med den socialøkonomiske virksomhed, at de kan hente træ direkte fra udvalgte lokale nedrivningsopgaver.

– Aftalen er en win-win-situation for både os og Woods by Human Results. De kan hente det træ, de skal bruge, og vi sparer arbejdstid ved nedtagning af materialer. Det eneste det kræver er lidt koordinering, siger Kingos genbrugskonsulent, Bjarne Pedersen.

Rummer dem, ingen andre vil

Woods By Human Results er ejet af ildsjælen Carina Fisker, der hjælper unge til at komme ud af kriminalitet og misbrug. Carina har mange års erfaring med rehabilitering af unge fra stærkt kriminaliserede miljøer, og gennem håndværksvirksomheden har hun skabt en arbejdsplads, der rummer de udfordringer, de unge kommer med. 

– Woods er sat i verden på baggrund af de mange års erfaring, jeg har med unge fra kriminaliserede miljøer. Jeg oplevede, at mange var klar til at komme i gang med noget nyt, men der var ikke nogen, der ville dem. Vi har skabt en arbejdsplads, hvor der er fokus på det sociale, og hvor vi deler nogle tunge historier. Der er ikke noget, der er forbudt at tale om. Alle har empatisk forståelse for hinanden. Jeg er forelsket i den rummelighed og den måde, vi tager imod hinanden på. Det er der ikke tid til i en normal virksomhed, siger Carina Fisker.

Til daglig driftes Woods By Human Results af projektleder Thomas Leth der sammen med de unge er med til at lave virksomhedens træprodukter.

– Produkterne er ikke det vigtigste, men de er et økonomisk must. Det vigtigste er det, som arbejdet gør for os socialt og udviklingsmæssigt. Mange gange er det drengene, der kommer med ideerne. Jeg kan mærke, at drengene rykker sig. De gamle gutter bliver også en form for wingmen for de unge, som kommer til. Det er vigtigt, at de kan snakke med nogen, som allerede har været igennem hele rumlen, siger Thomas Leth.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109