Tænk lærlinge ind i kvalifikationsfasen
Store internationale entreprenører er de sidste mange år rykket ind på Danmarks helt store byggerier af for eksempel supersygehuse, broer og metroer.
Disse offentlige byggerier har lærlingeklausuler. Entreprenøren har igennem kontrakten forpligtet sig til at tage et bestemt antal lærlinge, udmålt på baggrund af byggeriets art og størrelse. Vi har dog set en række eksempler på, at udenlandske entreprenører slår sig på det danske erhvervsuddannelsessystem, og at danske lærlinge ligeledes slår sig på udenlandske entreprenører.
Det betyder at lærlinge får en dårlig debut på arbejdsmarkedet og måske opgiver deres uddannelse. Ligesom vi ser entreprenører, der forsøger at undgå intentionen i lærlingeklausulerne ved at tælle mennesker, der arbejder på polske fabrikker med i deres opgørelser over lærlinge, eller bare vælger at betale regningen for manglende efterlevelse af klausulerne. Det er vi ikke tjent med.
Kompliceret system
I Danmark mangler vi generelt lærepladser, og øger vi ikke antallet at lærepladser så byder fremtiden på mangel på faglært arbejdskraft. Det vil have alvorlige konsekvenser for det danske samfund og vores sammenhængskraft. Det er derfor vigtigt at også store byggeprojekter bidrager til at øge antallet af lærepladser. Det er en måde hvorpå store byggeprojekter giver noget tilbage til det omkringliggende samfund.
For den uforberedte udenlandske entreprenør er det danske erhvervsuddannelsessystem kompliceret og at håndtere unge danske lærlinge blandt udenlandske ufaglærte bygningsarbejdere kan være en stor mundfuld. Vi har brug for entreprenører, der er i stand til at påtage det ansvar det er at uddanne lærlinge. Derfor er der grund til at kigge de nuværende lærlingeklausuler på de store byggeprojekter efter i sømmene.
Velforberedte entreprenører
Hvordan får vi entreprenører til vores store byggeprojekter, der kan og vil uddanne lærlinge med høj kvalitet? Med de nuværende lærlingeklausuler kan entreprenørerne sige, at de vil efterleve klausuler uden på nogen måde at beskrive hvordan, de egentlig har tænkt sig at løse opgaven. Der er brug for, at entreprenørerne i langt højere grad er velforberedte og har allokeret resurser til at håndtere opgaven.
En metode kunne være, at entreprenørerne i kvalifikationsfasen skulle beskrive, hvordan de havde tænkt sig efterleve lærlingeklausulerne. En beskrivelse, der er forpligtende overfor bygherren. Det vil kunne gøre det til et konkurrenceparameter således, at entreprenører også kan brillere med mange lærlinge med stor uddannelseskvalitet i tilbudsfasen. Det vil kunne sikre uddannelseskvalitet, lærepladser og mere værdi for vores skattekroner.
Artiklen er en del af temaet Debat.