LICITATIONEN MENER: Sikkerhedsarbejdet starter med de unge
Kigger man i arbejdsmiljøstatistikkerne har de gennem årene talt deres tydelige sprog: Bygge- og anlægsbranchen har ikke nødvendigvis det bedste ry, når det gælder antallet af arbejdsulykker.
Ulykkerne med dødelig udgang har siden 2012 ligget på mellem to og seks dødsfald, men i 2020 var der frem til midten af december registreret 11 dødsulykker, hvilket er det højeste antal siden 2011. Ses der på dansk erhvervsliv under et, er det samtidig næsten hver fjerde dødsulykke, som skete i bygge- og anlægsbranchen i 2020. Det vidner om, at byggepladserne fortsat er en af de farligste steder at arbejde herhjemme.
Heldigvis har virksomhederne og branchen under et gjort et rigtig godt stykke arbejde med øget fokus på arbejdsmiljøet, og hvor en nul ulykker-kultur har spredt sig til mange byggepladser.
Derfor skal eksemplerne på det gode sikkerhedsarbejde frem i lyset. Senest vandt entreprenørvirksomheden Einar Kornerup Arbejdsmiljøprisen for sin indsats for at få de unge oplært i sikkerhedsarbejdet.
Og det starter netop med de unge, for de er nøglen til fremtidens arbejdsmiljø. De skal sikre, at tidligere tiders tarzankultur ikke finder indpas på byggepladserne. Og virksomhederne skal selvfølgelig gøre en dyd ud af, at de bekymrer sig om de unges sikkerhed. For det gode arbejdsmiljø bliver også et partrameter i forhold til at tiltrække fremtidens arbejdskraft.
Antallet af dødsulykkerne skal ned, og det starter netop ved, at de unge tager sikkerhedsarbejdet til sig.
Artiklen er en del af temaet Lederen.