23948sdkhjf

Professor: Større håndværkerfradrag øger risiko for overophedning

Bygge- og anlægsbranchen er tæt på overophedning, og dermed rammer det skævt, når regeringen som led i finansloven vil hæve håndværkerfradraget.

Sådan lyder vurderingen fra professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Michael Svarer, som mener, at et større håndværkerfradrag kan ende med løn- og prisstigninger.

- Det er en branche, som kører i højeste gear. Manglen på arbejdskraft er højere, end den var før coronakrisen, og der er masser af aktivitet. Så der synes jeg, man har ramt ved siden af, siger Michael Svarer, som desuden er tidligere overvismand, til DR.

Boligjobordningen, som måske bedre er kendt som håndværkerfradraget, består af to fradrag. Det ene skattefradrag er i dag på 6200 kroner for serviceydelser og det andet 12.500 kroner for udvalgte, primært grønne håndværkerydelser.

Som en del af finansloven bliver håndværkerfradraget midlertidigt hævet til 25.000 kroner om året.

Ikke brug for mere hjælp

Men ifølge Michael Svarer, som også har siddet i en økonomisk ekspertgruppe under coronakrisen, er der ikke brug for at hjælpe byggebranchen lige nu.

Han peger på, at flere tiltag i forvejen har hjulpet byggebranchen gennem coronakrisen. Eksempelvis er kommunernes anlægsloft hævet, ligesom udbetalingen af feriepenge har givet folk flere penge mellem hænderne til at få udbedret deres boliger.

Hos Enhedslisten, der er med i aftalen for næste års finanslov, erkender politisk ordfører Pernille Skipper, at håndværkerfradraget er en del af et kompromis. hvor der bliver givet og taget.

- Det er måske ikke det bedste sted at hjælpe, for lige præcist håndværkerbranchen er en af de brancher, der ikke er ramt lige nu, siger hun til DR.

Håndsrækning under coronakrisen

Hos DI peger man modsat på, at den midlertidige lempelse af boligjobordningen i 2021 vil være til stor gavn for arbejdspladser i både byggebranchen og servicebranchen – og samtidig baner vejen for flere grønne renoveringer.

- Udvidelsen af boligjobordningen vil understøtte udviklingen i rigtig mange af vores byggevirksomheder og servicevirksomheder, så danskerne næste år forhåbentlig sætter gang i nye grønne renoveringer, efterspørger flere serviceydelser og i det hele taget veksler sort arbejde til hvidt, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI, i en pressemeddelelse.

- Det er helt rigtigt at gå den vej, og vi så gerne, at ordningen bliver gjort permanent, og det bliver muligt for danskerne at pulje fradragene til store renoveringsprojekter, tilføjer DI-direktøren.

Den udvidede boligjobordning skal sammen med en midlertidig skattefritagelse af et arbejdsgiverbetalt gavekort til restaurationsydelse ifølge regeringen være med til at give dansk økonomi en håndsrækning under coronakrisen.

- Finansloven for 2021 er en corona-finanslov, som handler om at få Danmark sikkert igennem en meget svær situation, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde søndag.

Fakta: Udvidet boligjobordning

  • Regeringen og støttepartierne SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet har indgået en aftale om en finanslov for 2021.
  • Aftalen indeholder blandt andet en udvidelse af boligjobordningen, også kendt som håndværkerfradraget, og en skattefritagelse af et arbejdsgiverbetalt gavekort til oplevelser.
  • Boligjobordningen består af to fradrag. Det ene skattefradrag er i dag på 6200 kroner for serviceydelser og det andet 12.500 kroner for udvalgte primært grønne håndværkerydelser.
  • Begge de beløb bliver med finanslovsaftalen sat op til 25.000 kroner. Der er tale om en midlertidig forhøjelse af fradraget.
  • Der er afsat 340 millioner kroner til den midlertidige udvidelse af boligjob-ordningen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121