Festugen giver varmen
Musik, sang og teater giver varme til både sjæl og krop - selv når man kun tænker sig til oplevelserne, viser det sig.
I Aarhus har de fundet en utraditionel måde at løse et coronaskabt problem:
Hvad gør man med 25.000 programmer og aviser, der skulle have været uddelt under Aarhus Festuge? Programmerne var kommet ind ad døren bare to timer før, festugen officielt blev aflyst.
I stedet for at smide papirmaterialet ud, fik arrangører den idé at sende dem til Papiruld Danmark A/S i Hillerød, som producerer isoleringsmaterialet Papiruld af overskudspapir og genbrugsaviser.
Vil spare CO₂
- Vi har forsøgt at vende det negative til noget positivt, og det er dejligt at vide, at resultatet af de mange timers arbejde ikke blot samler støv i et kælderrum, fortæller Festugedirektør Rikke Øxner i en pressemeddelelse.
De 25.000 programmer og aviser kan tilsammen isolere lofterne på fire gennemsnitlige parcelhuse i cirka 200 mm tykkelse og kommer samlet set til at spare miljøet for omkring 1,5 ton CO2 om året.
- Det var en lidt uventet leverandør. Men vi er glade for, at vi kunne hjælpe med at få omdannet overskudsprogrammerne til et miljøvenligt isoleringsmateriale, der nu foruden CO2 også sparer varme i fire parcelhuse et sted i Danmark, fortæller Claus Skov, teknisk direktør i Papiruld Danmark, i pressemeddelelsen.
Kaptain