23948sdkhjf

Gråt guld i byggemarkedet gør en forskel

Det grå guld er kommet i høj kurs og mange virksomheder gør meget for at holde fast på de ældre, erfarne medarbejdere og forsøger samtidig at rekruttere det grå guld på vilkår, som passer både de ældre og virksomheden.

I Bauhaus i Ishøj er man ikke bange for at hyre folk med en dåbsattest, som er noget ældre end gennemsnittet på arbejdsmarkedet:

 – Vi er glade for vores ældre medarbejdere. De har ofte meget store faglige kompetencer og en lang livserfaring, som helt klart er et plus i forhold til at betjene kunderne, men også i forhold til de øvrige medarbejdere og det generelle arbejdsmiljø, fortæller varehuschef Thomas Korup.

Også afdelingschef i Proff Service i Bauhaus i Ishøj, Jens Svenningsen, har kun godt at sige om mulighederne for at rekruttere ældre medarbejdere og medarbejdere på særlige vilkår:

- Det skaber en god fleksibilitet både for medarbejderne og for virksomheden, siger han.

Stopper, når det passer mig!

I de lange gange i Bauhaus i Ishøj, hvor reolerne bugner af alle former for byggematerialer, er der flere medarbejdere, som har overskredet den gænge pensionsalder.

Det gælder blandt andet tidligere tømrermester, konduktør og rådgiver Errling Heidemann (70 år), tidligere isenkræmmer Jørgen Hermann Jørgensen (80 år) og tidligere smed Keld Henningsen (84 år). De arbejder alle på deltid. Og de er godt tilfredse med at have ”noget at rive i”.

– At blive pensionist er faktisk noget af det værste, der er sket i mit liv. Jeg har arbejdet hele livet og kan slet ikke forestille mig ikke at skulle på arbejde i en eller anden udstrækning, siger Keld Henningsen.

Han har været ansat på deltid i Bauhaus i 15 år, først i Taastrup og nu i Ishøj. Og, som han siger med et smil i mundvigen: Jeg stopper først, når det passer mig!

Sådan er det også med tidligere Isenkræmmer Jørgen Hermann Jørgensen, som efter i 40 år at have drevet Nørrebro Værktøjsmagasin lagde arbejdet på hylden – i et halvt år. Så skulle der ske noget.

– Jeg har været på deltid i Bauhaus i 8-9 år- og er er vældig godt tilfreds, siger Jørgen Hermann Jørgensen. Han er tilknyttet afdelingen for elektroværktøj og har masser af viden at øse af. Og det kommer både gør-det-selv-folk og professionelle håndværkere tíl gode.

Med til opstart af prof-afdeling

For 70-årige Errling Heidemann har tilknytningen til arbejdsmarkedet og arbejdslivet været præget af en række hændelser, som har vendt op og ned på hans liv.

– Jeg har knoklet som selvstændig tømrermester med ni ansatte og har også oplevet at måtte lukke med gæld, fordi jeg blev snydt på en stor opgave, fortæller Errling Heidemann, og tilføjer, at det kostede både ægteskabet og huset.

Senere blev hans livsbane tacklet af både et piskesmæld og stress, som gjorde, at han for en tid mistede koncentrationsevnen – uden dog at erkende det i første omgang.

Virksomheder tager hensyn

Medarbejdere på de danske virksomheder oplever i høj grad, at virksomhederne og medarbejdere finder løsninger lokalt, hvis der er ældre medarbejdere eller syge, som har færre kræfter og derfor har brug for, at der bliver taget hensyn. fremgår det af Arbejdsmiljø og Helbredsundersøgelsen fra Dansk Arbejdsgiverforening (2019)

Det er både gode kollegaer, faglige udfordringer og et grundlæggende godt arbejdsmiljø, der gør, at seniorer gerne vil holde foden inde på arbejdsmarkedet. Samtidig er helbredet i top, og de har lysten og evnerne til at fortsætte på arbejdsmarkedet længe endnu. Det viser sig også i, at hver tredje, der stopper med at arbejde, ender med, at de gerne ville have fortsat endnu længere, mens kun tre pct. gerne ville have stoppet tidligere, end de gjorde.

Kilde: Arbejdsmiljø og Helbredsundersøgelsen fra Dansk Arbejdsgiverforening (2019)

– Efter at have været selvstændig fortsatte jeg i ledende stillinger i et tømrerfirma, blandt andet som entrepriseleder og ansvarlig for kalkulationer. Senere var jeg tømrerkonduktør i Københavns Kommune. Og ind i mellem alt det, så blev jeg ramt af stress, fortæller Errling Heidemann, som også har arbejdet i byggemarkedskæden Fog A/S i Lyngby i et flexjob i kølvandet på efterveerne fra piskesmældet og perioden med stress.

– Hos Fog var jeg byggerådgiver og beregner, men måtte forlade virksomheden på grund af afmatning i branchen, fortæller Errling Heidemann, som reflekterede på en stillingsannonce, da Bauhaus i Ishøj startede sin prof-afdeling B2B Erhverv op for 10 år siden.

– Det har været en stor udfordring og meget spændende at være med til at opbygge Proff Service og B2B Erhverv-afdelingen. Og jeg føler, at vi har fået godt fat i erhvervskunderne og de professionelle håndværkere, siger Errling Heidemann, som fornylig har fejret 70 års fødselsdag og 10 års jubilæum hos Bauhaus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.16