23948sdkhjf

Stark bygger bæredygtigt træ-smykkeskrin i Aarhus

Med planerne om en 8.100 kvm stor flagskibsforretning i Aarhus Nord, har byggemarkedskæden Stark sikret sig en af Aarhus’ mest attraktive erhvervsgrunde, hvor byggeriet forventes at gå i gang til næste år.

Byrådet i Aarhus har netop godkendt salget af grunden, der ligger på Karl Krøyers Vej i Skejby tæt på E45 og midt i den jyske hovedstads største erhvervsområde.

–  Placeringen er optimal: Herfra kan Stark servicere en meget stor del af Aarhus, uanset om det gælder traditionelt byggeri eller områdets mange spændende udviklingsprojekter præget af bæredygtigt byggeri, lyder det fra adm. direktør i Stark Britta Korre Stenholt, der understreger, at også Starks nye forretning opføres i bæredygtige materialer.

Det nye byggeri fungerer også som en flytning og udvidelse af Starks nuværende forretning i Skejby på P. O. Pedersens Vej.

– Med den nye forretning i Aarhus Nord får vi en størrelse, indretning og placering der gør, at vi kan samle alt det bedste, som Stark tilbyder under ét tag. Det bliver en trælast i ordets mest omfattende betydning. Vores kunder vil opleve, at vi kan hjælpe dem med bogstaveligt talt alt inden for byggeri fra denne lokation, forklarer salgsdirektør Mads Brejnholt Madsen.

Hilsen til ikoniske røde haller

Aarhus Kommune har store ambitioner for byggeriet, og ønsker at skabe en ny ’byport’, der skal være med til at fremhæve Aarhus som internationalt kendt arkitekturby. Den ambition vil Stark honorere med et byggeri, der tilpasses terrænet og opføres efter de strenge DGNB-krav til bæredygtigt byggeri.

Alle bærende konstruktioner og gitterspær udføres i træ, der efterfølgende ’pakkes ind’ i trælameller for at give bygningen et let og transparent udtryk.

– Starks nye byggemarked i Skejby er et smykkeskrin i træ. Bygningen er godt placeret på grunden, og den spiller sammen med det kuperede terræn på fineste vis, siger stadsarkitekt i Aarhus Kommune, Stephen Willacy.

Den nye forretning baserer sig på de gode erfaringer og positive reaktioner fra kunderne, som Stark har haft med etableringen af Danmarks første bæredygtige byggemarked i Hørsholm tidligere i år. Nu kommer konceptet til Aarhus – blot i endnu større skala.

Den massive brug af træ er samtidig en respektfuld hilsen til Starks ’moderforretning’. Stark udspringer af Aarhus Trælasthandel fra 1896 og forbindes lokalt med de ikoniske røde træhaller på Daugbjergvej i det centrale Aarhus.

Byggeriet af Starks nye forretning begynder, når arbejdet med lokalplanen er afsluttet, hvilket forventes at ske i løbet af 2021 med åbning i 2022. Det samlede byggeri på 8.100 m2 er fordelt på 2.800 m2 butik og 5.300 m2 drive-in lagerhal. Byggeriet er udviklet i samarbejde med Sweco/Årstiderne Arkitekter, der yder integreret rådgivning på projektet.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125