23948sdkhjf

Vinduesproducent øger træudnyttelsen med fem procent

Hos vinduesproducenten Outline i Farsø mærker man nu de langsigtede effekter af en bæredygtig tocifret millioninvestering i et såkaldt Opti-wood-anlæg, der sikrer virksomhedens egenproduktion af fingerskarret træ. Anlægget har resulteret i fem pct. bedre træudnyttelse og givet virksomheden bedre kontrol over produktionen.

Investeringen, som blev foretaget sidste år, har i høj grad været med til at sikre forsyning og kvalitet af en vigtig råvare i virksomheden.

–  Med Opti-wood-anlægget har vi formået at optimere og fremtidssikre vores egenproduktion af fingerskarret limtræ og er derfor nu i endnu højere grad blevet herre over produktionen på vores fabrik i Farsø. På den måde kan vi sikre den høje kvalitet af vores vinduer, som skal leve op til strenge krav for blandt andet at understøtte vores tiårige garanti. Anlægget har også gjort en forskel under coronapandemien, fordi vi ikke har været afhængige af eksterne leverandører, hvilket har gjort os mindre sårbare og bidraget til mange positive resultater, fortæller Outline Vinduers direktør, Jens Sørensen.

Bedre udnyttelse, mindre CO2

Hos Outline har Opti-wood-anlægget i løbet af det seneste år har bidraget i forhold til at mindske miljøbelastningen i produktionen. I kraft af anlæggets nye teknologi er træudnyttelsen nemlig blevet hele fem procent højere, og produktionen er dermed blevet langt mere effektiv. På den måde anvendes mindre træ i produktionen af vinduerne, og CO2-udledningen bliver således samtidig reduceret.

–  Vi er meget opmærksomme på at optimere vores vinduesproduktion i forhold til bæredygtighed, og med Opti-wood-anlæggets særlige røntgenteknologi udnytter vi nu naturens ressourcer optimalt ved at anvende mindre træ. På den måde får vi flere meter brugbart kvalitetstræ ud af det, vi putter ind i anlægget, og det er både en fordel i forhold til klima og økonomi. På den måde gavner det både virksomheden og samfundet fremadrettet, lyder det fra Jens Sørensen.

Med til at udvikle produktet

Det er den danske maskinvirksomhed System TM i Odder, der har leveret det nye Opti-wood-anlæg. Anlægget erstatter et 20 år gammelt anlæg, som System TM i sin tid også leverede. Trods løbende opdatering har teknologien dog udviklet sig meget på to årtier, og for blandt andet at understøtte Outlines vækstambitioner var tiden moden til et nyt anlæg.

–  Vi er rigtig glade for at fortsætte det gode samarbejde med Outline, som er en vigtig kunde for os. Anlægget kører fremragende og overstiger endda forventningerne i forhold til resultaterne. Det særlige ved Outline er, at der stilles usædvanligt store krav til kvalitet, og ordren på opti-wood-anlægget, som er tilpasset vinduesproducentens behov, har derfor samtidig været med til at udvikle vores produkt, så det er blevet endnu bedre i processen, forklarer Per Jørgensen, som er CSO i System TM. Han fortsætter:

–  Derfor tager vi også nogle af vores mange udenlandske kunder med ud til vinduesproduktionen i Farsø, så de kan se, hvordan et anlæg kan fungere optimalt i praksis. Det skyldes særligt maskinens højteknologiske scanningsprocesser, som ved hjælp af kamera, laser og røntgen kan gennemse træet for synlige og usynlige knaster samt andre defekter. Her er særligt røntgenteknologien værdifuld, da den kan fjerne fejldetektering – såkaldte false alarms – fra kamera og lasere, hvilket sikrer bedre udnyttelse af træet og mindre spild.

Når Outline modtager træ på fabrikken i Farsø, bliver det scannet og fotograferet i opti-wood-anlægget, og derefter opskæres træet og limes sammen med henblik på at fjerne defekter som knaster og revner. På den måde styrkes træets brudstyrke, og overfladen ensartes, hvilket gør limtræet ideelt til vinduesproduktion

Hos Outline ved man, at de positive resultater ikke kommer af sig selv. Det kræver omfattende og langsigtede investeringer, og her er det ifølge Jens Sørensen ikke helt ligegyldigt, hvad man vælger at investere i:

–  Man bliver nødt til at tænke strategisk og vælge de rette investeringer, som giver mening i forhold til virksomheden – både som den ser ud nu og i fremtiden – og selvfølgelig i forhold til markedet. Og her fokuserer vi lige nu i høj grad på effektivisering, herunder digitalisering, og bæredygtighed, som vi forventer er det, der skal sikre vores vinduesproduktion i fremtiden.

Det nye anlæg understøtter blandt andet den øgede efterspørgsel på Outlines leveringskoncept Lynlevering, der indebærer en leveringstid på blot fire dage.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109