Efter krænkelsessager: Rockwool Fonden vil drøfte Frank Jensens fremtid i bestyrelsen
Rockwool Fonden vil drøfte nu tidligere københavnske overborgmester Frank Jensens fremtid i bestyrelsen.
Det oplyser Rockwool Fonden i en pressemeddelelse.
Meddelelsen kommer, efter at Frank Jensen tidligere i dag har meldt sin afgang som overborgmester som følge af en række krænkelsessager. Han har dog sagt, at han vil beholde sine bestyrelsesposter.
Rockwool Fonden skriver, at man har været meget tilfreds med det arbejde, Frank Jensen har lavet som bestyrelsesmedlem siden 2011.
- De seneste dages udvikling i forhold til Frank Jensens indrømmelser om krænkelser af kvinder, kulminerende med Frank Jensens afgang som henholdsvis overborgmester og næstformand for Socialdemokratiet, har været voldsom at følge.
- Rockwool Fondens bestyrelse vil snarest drøfte Frank Jensens fortsatte tilknytning til Rockwool Fonden, udtaler formand for Rockwool Fondens bestyrelse Merete Eldrup i pressemeddelelsen.
Ud over sin plads i Rockwool Fondens bestyrelse er Frank Jensen bestyrelsesformand for Udbetaling Danmark under pensionsselskabet ATP og medlem af KL's bestyrelse.
KL vil først udtale sig om sagen på et senere tidspunkt, lyder det fra organisationen mandag eftermiddag.
Frank Jensen har mandag meldt ud, at han forlader sine politiske poster, efter kvinder er trådt frem og har berettet om krænkelser fra Jensen.
Han træder samtidig af som næstformand for Socialdemokratiet.
Søndag aften sagde Frank Jensen efter et krisemøde, at han havde opbakning til at fortsætte som overborgmester.
I dag meldte han dog sin afgang efter at have "sovet på det".
- Der er ikke noget, der hedder synd i politik. Der er ikke noget, der hedder uretfærdigt.
- Nu er jeg kommet til et sted, hvor det ikke er politik. Det er sager, som jeg synes, er svære at navigere i. Det er svært at få tid til mit politiske arbejde, fordi jeg bliver foreholdt sager, som jeg ikke kender, sagde Frank Jensen på pressemødet.
/ritzau/