LICITATIONEN MENER: Skubber vi en bølge af nedtur foran os?
Det er alvorligt nok, hvis man som virksomhedsejer er så klemt, at man frygter at gå konkurs. Hvis kreditorene er utålmodige og banken, revisoren og bogholderen hejser advarselsflaget, så kan en konkurs være lige om hjørnet, hvis man ikke hurtigt formår at vende skuden.
Selvom aktivitetsniveauet i byggeriet er meget højt og således ikke umiddelbart har været påvirket af Corona, så er alene usikkerheden om Corona-udviklingen nok til at få enhver virksomhedsejer til at rynke panden.
Underdirektør i DI Dansk Byggeri, Torben Liborius har ret, når han fremhæver, at hjælpepakkerne har haft karakter af kunstigt åndedræt og at det har medført færre konkurser end normalt i de sidste par måneder. Derfor kan man godt frygte, at man skubber en bølge af nedtur foran sig.
Og hvad værre er: Aktiviteten i byggeriet afhænger til enhver tid af markedets efterspørgsel. Hvis erhvervslivet og de private boligejere taber pusten og troen på fremtiden, så rammes byggeriet særlig hårdt.
Det er ikke noget let marked at navigere og agere i for virksomhederne. Derfor gælder det også lige nu om at få konsolideret sig, så der er noget at stå imod med til dårligere tider.
Artiklen er en del af temaet Lederen.