23948sdkhjf

River skole ned og bygger børnehus med materialerne

Den gamle Gladsaxe Skole på Tobaksvejen skal rives ned, og i stedet opføres et nyt børnehus på grunden, ifølge Gladsaxe Kommune det første cirkulære børnehus af sin art.

Børnehuset bliver bygget af materialerne fra den gamle skole – helt i tråd med cirkulært byggeris hovedtanke om genanvendelse af byggematerialer.  

– Det bliver også Gladsaxes tredje svanemærkede børnehus og sætter endnu engang Gladsaxe på klima-verdenskortet, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse i en pressemeddelelse fra kommunen.

Svanemærkningen indebærer, at der i alle dele af processen og i materialevalg er bygget med fokus på bæredygtighed, miljø og et godt indeklima. I Gladsaxe får huset desuden et energiforbrug, der er tæt ved det halve af almindelige børnehuses.  

Den forsigtige nedrivning af den gamle skole begyndte før sommerferien 2020. Alle de materialer, der skal genanvendes fra den gamle skole, bliver renset og lagt i depot på den store grund. Byggeriet af det nye børnehus forventes at gå i gang i foråret 2021, og det færdige børnehus forventes at stå indflytningsklar i april 2022.  

Indrettet til børnenes behov

Indretningen af det nye børnehus har blandt andet fokus på, at børnene både kan være i mindre grupper og være en del af fællesskabet på tværs af grupperne. Huset opdeles i forskellige zoner med forskellige stemninger, så børnene kan få mange forskellige oplevelser og udfoldelsesmuligheder i løbet af en dag. Selve ankomstrummet er et stort flot ’orangeri’ af glas, som binder husene sammen, og hvor der vil være grønt året rundt.  

Også børnenes mad bliver økologisk, og børnene vil lære om madspild og selv dyrke krydderurter og grønsager i børnehusets have.

Det nye børnehus, som har fået tilnavnet "Svanen" bliver en integreret institution med plads til 120-130 børn. Når børnehuset "Ved Fortet" lukker i 2022 flytter børnene derfra til det nye børnehus.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109