LICITATIONEN MENER: Folkeskole-fokus på erhvervsuddannelser
Der har længe været fokus på, at lærerne i folkeskolerne ikke i tilstrækkelig grad er klædt på til at rådgive de unge om erhvervsuddannelserne. Det betyder, at mange unge kun i beskedent omfang bliver introduceret for uddannelsesmulighederne i bygge- og anlægsbranchen.
Faktisk er det kun 12 pct. af lærerne i folkeskolen, som mener, at de har et godt kendskab til erhvervsuddannelserne. Det fremgår af undersøgelsen "Skolers arbejde med at forberede elever til ungdomsuddannelse".
En ny pulje på 1,6 mio. kr. fra Børne- og Undervisningsministeriet skal give lærere i folkeskolen og uddannelses- og erhvervsvejledere mulighed for at få et bedre indblik i de tilbud, erhvervsskolerne har. Det skal hjælpe dem i deres arbejde med at vejlede elever i folkeskolen om uddannelsesvalg.
Det er et fremragende initiativ. Puljen skal bruges som tilskud til medfinansiering af lærernes og vejledernes deltagelse i korte praktikforløb på erhvervsskolerne.
For ligesom eleverne, så får lærerne allermest ud af at se tingene med egne øjne i et praktikforløb, hvor man er tæt på håndværket.
Artiklen er en del af temaet Lederen.