Facadefirma tredobler omsætningen på tre år
Det er blot fire år siden, at tag- og facadevirksomheden Profil Tech så dagens lys. Siden er det gået med hastige skridt for den familieejede virksomhed.
Allerede i det første leveår oplevede det nordjyske firma stor succes, og på det seneste har vækstkurven været endnu stejlere. Faktisk forventer Profil Tech, at de ved udgangen af 2020 når en 3-dobling i omsætning sammenlignet med år et.
Forklaringen skal ifølge indehaver Johnny Molin blandt andet findes i, at Profil Tech er eneforhandler i Danmark af stålprodukter fra svenske Byggprofiler.
Kort om Profil Tech
Profil Tech startede oprindeligt op som en mindre familievirksomhed i Hadsund i 2016, men var snart nødt til at flytte i større lokaler i Assens nær Mariager, hvor de i dag beskæftiger otte mand.
Væksten de seneste måneder har dog resulteret i, at pladsen igen er ved at blive trang på lageret, så snart begynder en udvidelse af lokalerne på Fabriksvej 30.
– Den virksomhed, vi handler hos, har eksisteret i mere end 50 år, og jeg har handlet med dem, helt fra jeg startede op for 32 år siden, og indtil vi selv begyndte at producere produkter. Og nu kan vi altså igen tilbyde produkter fra Byggprofiler, lyder det fra Johnny Molin.
Mellemleddet fik kniven
Han peger samtidig på en anden tydelig grund til den stejle vækstkurve, nemlig at firmaet udelukkende sælger direkte til håndværkere og privatpersoner.
– Før solgte vi til tømmerhandler og byggemarkeder, men i Profil Tech har vi skåret mellemleddet fra og sælger direkte til privatpersoner. Det er egentligt det set-up, som vi længe havde ønsket at gå over til - også i den gamle virksomhed, forklarer Johnny Molin og fortsætter:
– Vi så konstant, hvordan priserne på produkterne blev markeret langt op i tømmerhandlerne, og det ville vi gerne gøre op med.
Startede op igen efter dårlig handel
Trods virksomhedens få år på bagen er Johnny Molin dog ikke helt grøn i branchen. Med mere end 30 års erfaring indenfor stålprofilbranchen og drift af egen virksomhed, kender han alle hjørner og kanter i faget. Det lå dog ikke umiddelbart i kortene, at han og hustruen, som han driver virksomheden sammen med, skulle starte en helt ny virksomhed op for fire år siden.
– Vi er de ældste i branchen. Derfor er der også mange, der ringer til os for at få råd og vejledning, fordi vi har erfaringen.
Han startede egen virksomhed helt tilbage i 1987 og valgte at sælge i 2014. En tvist med svenske køber betød dog, at hele prisen ikke blev betalt, så Johnny Molin og hustruen mistede pensionen.
– Men hvad gør man så? Ja, vi vendte tilbage til det, vi kender - og det blev altså til Profil Tech, fortæller Johnny Molin.
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 2,1 | 1,2 |
Resultat før finansielle poster | 0,1 | -0,4 |
Resultat før skat | 0,1 | -0,2 |
Årets resultat | 0,1 | -0,1 |
Aktiver i alt | 2,4 | 2,6 |
Egenkapital i alt | 0,0 | -0,6 |
Gns. antal ansatte | 5 | 4 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2019. |