Vi bygger i blinde

Der bliver sjældent brugt tværfaglig viden i planlægning inden for arkitektfaget. Esben Danielsen og Mikkel Hjort opfordrer her til, at arkitekter og bygherrer inddrager andre fag i processen

Fysiske rammer betyder meget for samvær, fællesskab, velvære og sundhed. Men den viden er sjældent tydelig og bruges sjældent fra projekt til projekt.

Arkitekturen og arkitekterne forløser derfor slet ikke det potentiale, som vores byggede miljø har.

Så hvad skal der gøres?

Svaret er tværfagligt samarbejde, og grundig brug af evidens og erfaringer i den tidlige planlægnings- og udviklingsfase af byggeriet.

Et konkret eksempel er vores skoler, hvor der oftest ikke inddrages viden fra tidligere skolebyggeri, fra nye løsninger på faciliteter til bevægelse indendørs og udendørs.

Forskning til fremtidens byggeri

Der findes få konkrete forskningsprojekter, der kan bruges i fremtidens byggeri, men dog nogle. Danske forskningsmiljøer arbejder med sammenhængen mellem de fysiske rammer og brugernes fysiske og mentale helbred.

Et eksempel er ’Drøn på skolegården’, et projekt fra forskningsenheden Active Living på Syddansk Universitet. Projektet undersøger danske skoleprojekter, hvor rammerne for fysiske aktivitet skulle forbedres gennem interventionsforskning. Projektet resulterede i retningslinjer, der med fordel kan inddrages i fremtidige skoleprojekter.

Et aktuelt eksempel er det tværfaglige forskningsprojekt fra Activity- and health-enhancing Physical Environments Network (APEN) – et samarbejde mellem KADK, Københavns Universitet og Syddansk Universitet – der undersøger, hvordan bymiljøer, boligområder, pladser og parker kan indrettes, så flere borgere tager dem i brug til gavn for mental og fysisk sundhed.
Et vigtigt fokusområde i projektet var seniorer, og hvordan den målgruppe kan inddrages i co-designprocesser.

Det er udfordringer som sjældent bliver belyst, men som er værd at inddrage i designprocessen, når der arbejdes med rum til seniorer. I dag ser en lang række nye seniorbofællesskaber dagens lys, men spørgsmålet er, om den nye forskning er inkluderet i designprocessen.

Ofte begynder man forfra i hvert projekt - uden at benytte og fortsætte med, hvad vi allerede ved og har lært. Og det er synd, eftersom der årligt bruges cirka en mia. kr. på ældreboliger og cirka tre mia. kr. på skole- og institutionsbyggeri, ifølge Danmarks Statistik.

En gylden mulighed
Arkitekter har forståeligt nok deres fokus på design og planlægning, og man kan ikke forvente, at de har stor ekspertise inden for for eksempel adfærdspsykologi.

Den type viden skal derfor hentes hos andre fagområder.

Og den igangværende forskning har potentiale til at hæve vidensniveauet til gavn for praktiserende arkitekter, der dermed bedre kan basere deres arbejde på evidens og tværfaglig viden.

En del af skylden ligger hos bygherrerne, der sjældent kræver, at der systematisk inddrages tværfaglig viden i designprocessen. Det medfører i værste fald, at arkitekten ikke kan garantere, at deres forslag rent faktisk lever op til den opsatte vision.

Men arkitektfaget har en gylden mulighed for at forbedre designprocessen af velfærdsbyggeri i Danmark. Det kræver dog, at ambitionsniveauet hæves, og at der stilles krav fra alle aktører i designprocessen. Det gælder både arkitekter, bygherrerne og de forskellige forskningsmiljøer.

For lidt udbytte af forskning
I Danmark bliver der hvert år brugt mange milliarder på nye anlægsprojekter til gavn for velfærdsarkitektur, for eksempel til idræt, kulturelle og sociale faciliteter.

Og i byggeprogrammer bliver arkitekter ofte bedt om at komme med bud på, hvordan byggeri kan løse en lang række af fremtidens udfordringer.

Vi bruger årligt mange millioner på forskning, der omhandler de fysiske rammer og brugernes fysiske og mentale helbred. Resultaterne er essentielle når man som arkitekt arbejder med eksempelvis fysiske læringsmiljøer eller tegner fremtidens seniorbofællesskaber, men spørgsmålet er, om forskernes resultater bliver inkluderet i arkitekternes arbejde?

Samtidigt er det stadig svært at pege på, hvilke konkrete faktorer vi kan skrue på for at skabe bedre rammer for mennesker.

Der er derfor stor efterspørgsel efter, at arkitekter prøver at illustrere, hvordan de fysiske rammer kan bidrage positivt til at hæve folkesundheden. I dette arbejde skal evidens og tværfaglig viden inddrages i designprocessen.

I dag bliver der sjældent brugt tværfaglighed i planlægningsprocessen inden for arkitektfaget.

En række forskere peger på, at der mangler forbindelse mellem forskning, beslutningstagere og praktiserende arkitekter. Det medfører, at udførende arkitekter og forskere inden for arkitektur har et begrænset udviklingspotentiale - når der ikke er større gensidige påvirkning mellem forskning og praksis.

Forskerne fortæller også, at der er en manglende forbindelse mellem praktiserende arkitekter og akademikere ved universiteter inden for arkitektur. Det betyder, at udøvende arkitekter ikke bruger den nyeste viden fra det videnskabelige samfund.

Det medfører tilsammen, at den nyeste forskning ikke bliver implementeret i nye projekter, som derved risikerer ikke at leve op til de forkromede visioner, der er opsat for dem, eftersom de tager afsæt i traditionel planlægning og kendte løsninger.

Fremadrettet vil den manglende brug af evidens medføre, at arkitektfaget ikke udvikler sig optimalt, da planlægningsprocessen ikke bliver inspireret af ny viden og tværfaglighed. ///

Fire råd til bedre videndeling

1. Etabler et regelsæt
Hvorfor har arkitekter svært ved at inddrage ny forskning og tværfaglig viden i deres arbejde? Et af svarene kunne, ifølge Mikkel Hjort og Esben Danielsen, være, at arkitekter mangler en klart defineret tilgang til at samarbejde med andre faggrupper. Men man bør arbejde for at lukke kløften mellem de forskellige fagligheder - uden at den tilgang kommer til at diktere designprocessen. Derimod kan samarbejdet styrkes inden for et etableret regelsæt, hvor der stadig er plads til at eksperimentere, udforske og tage individuelle beslutninger.

2. Opbyg fælles værktøj
Et konkret skridt kan være at udvikle et fælles værktøj, som skal sikre inddragelse af tværfaglig viden samt gøre det muligt at evaluere projekter. Et sådant værktøj skal sikre, at arkitekter får en større bevidsthed om anvendte metoder, der kan sikre at tværfaglig viden deles på en struktureret måde. Det gælder både med andre fagligheder, men også i forhold til at lukke hullet mellem praksis og forskning.

3. Gør processen gennemsigtig
Arkitekter bør evaluere egne projekter og indsamle resultater på en struktureret og transparent måde, så man efterfølgende kan benytte den indsamlede viden i fremtidige projekter.
Designprocessen skal gøres transparent, så man kan se, hvilke designbeslutninger, der er taget gennem processen – for at sikre større sammenhæng mellem vision og praksis.

4. Se på ressourcerne.
Alt for ofte flyttes ressourcerne i en byggeproces fra planlægning og design til selve byggeprocessen. Det betyder, at projekterne ikke bliver ordentligt planlagt og forberedt, ud fra en tænkning om at bruge flest mulige penge på selve byggeriet. Men hvis man ikke bygger optimalt, er pengene jo i værste fald spildt.

Artiklen er en del af temaet arkbyg.