23948sdkhjf

Storbylandsby i Aarhus vælger håndværkere

Aalsrode Tømrerfirma fra Grenaa skal sammen med de rådgivende ingeniører fra LB Consult stå for etablering af en ny såkaldt storbylandsby i det nordlige Aarhus. Det oplyser firmaet fra Djursland på sin hjemmeside. 

Storbylandsbyen etableres af Østjysk Bolig som et almennyttigt byggeri, og projektet består af 2.500 kvm med i alt 40 boliger i tæt lav byggeri og fælleslokaler.

P+P arkitekter er bygherrerådgiver på projektet, og har været med til at udvikle konceptet sammen med Østjysk Bolig og Aarhus Kommune.

Boligerne bliver opført i Aarhus Nord ved siden af den tidligere Journalisthøjskoles bygninger på Oluf Palmes Allé, godt to kilometer øst for Aarhus’ første storbylandsby på Marienlystvangen ved Skejby.

Hvad er en storbylandsby?

Ordet dækker over et boligområde, hvor “almindelige” borgere bor side om side med socialt udsatte. På den måde samles de to grupper i et fællesskab, og de kan derigennem støtte og integrere hinanden.

– Det er første gang, at vi skal samarbejde med Østjysk Bolig, og det ser vi meget frem til. Det bliver et spændende projekt, hvor vi skal lave boliger til de udsatte, og det gør det lidt særligt, fortæller byggeleder Jan Ramlov, som ser frem til at starte på projektet i uge 31. 

Byggeriet forventes at vare cirka et år.

Boliger i tre størrelser
Bebyggelsen opføres i 1 og 2 etager, og boligerne laves i tre størrelser; cirka 50, 60 og 90 kvm.

Alle boliger får deres egen private indgang direkte fra terræn eller fra privat udvendig trappe, udeopholdsareal, adskilt fra naboen med skærmvæg og åbent ud mod fællesarealerne. 

Bebyggelsen opsplittes i mindre enheder som giver variation og et ”landsbypræg”, med små forskydninger og nicher, som giver gode beskyttede udearealer. Facaderne beklædes med naturskifer, og mindre partier beklædes med thermowood og tagene udføres med sort tagpap. 

Grunden grænser direkte op til Vestereng, og engens mere vilde beplantning trækkes med ind i landskabet på grunden.

Mod syd bevares det levende hegn/træer mod fodboldbanerne. Her skal etableres en støjskærm som udformes så den bliver en del af det grønne hegn. Vest for bebyggelsen placeres et stort regnvandsbassin, og et nyt landskab opbygges af overskudsjord fra udgravning af grunden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104