Lokal entreprenør bag tryghedsboliger til 52 millioner ved Horsens
Sammen med Pluskontoret Arkitekter og Niras skal Dansk Boligbyg for AAB i Horsens varetage projektering og udførelse af 37 nye tryghedsboliger i tilknytning til plejecentret Tamdrup Centret i udkanten af Lund nordvest for Horsens.
Projektet, der har en byggesum på cirka 52 mio. kr. og skal stå klar til indflytning i 2021, skriver Pluskontoret Arkitekter på sin hjemmeside.
Boligerne opføres som mindre huse med to-tre boliger i et plan, og i de omgivende udearealer etableres blandt andet et regnvandsbassin og dele af en nu rørlagt å fritlægges.
Tryghedsboliger er almene familieboliger til personer over 60 år, som har behov for tilknytning til et plejehjem. Til boligerne er der også tilknyttet en social vicevært, der har til opgave at hjælpe de ældre. Boligerne indrettes til at ældre borgere kan blive boende i boligerne længere end i sædvanlige familieboliger. Der tages hensyn til tilgængeligheden til boligen og muligheden for at bevæge sig rundt med hjælpemidler ligesom hensigtsmæssig indretning og størrelse af badeværelser har særlig fokus.
Boligerne i Lund skal fungere i samspil med plejecentret, og beboerne kan benytte plejecentret forskellige tilbud og aktiviteter. Centralt i den nye bebyggelse opføres et orangeri, som nært fællesområde. Det vil beboerne på plejehjemmet ligeledes vil kunne benytte.
Forsidefoto: Colourbox