23948sdkhjf

Boliger i gammel fabrik: Fredning skal have sine grænser

Det handler om pragmatik frem for romantik, når den ikoniske Mineralvandsfabrik i Carlsberg Byen åbner for boliger

Som den eneste af Carlsberg Byens fredede bygninger åbner Mineralvandsfabrikken nu for beboelse.

Arkitekt Dorte Mandrup står, som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har fortalt, bag transformationen af den ikoniske fabrikshal, der blev opført i årene 1920-1927.

Bygningen er tegnet af arkitekt Carl Harild og oprindeligt bygget som sodavandsfabrik, men har efter Carlsbergs udflytning i 2008 rummet flere kulturelle institutioner og kreative virksomheder.

Og nu er den som noget særligt klar til beboelse, når 20 lejligheder i slutningen af året står klar på toppen af fabrikken. Det har dog ikke været lige til at tilføre boliger i den stramt komponerede, nyklassicistiske industribygning.

De 20 lejligheder omkranser en lys og åben atriumgård, som er skabt ved at fjerne den midterste del af overdækningen på bygningens tag.

Fastholde konstruktionen
Men hvordan har det kunnet lade sig gøre, her midt i den danske bygningsarv? Vi har spurgt projektansvalig arkitekt hos Dorte Mandrup, Kasper Pilemand, hvordan tegnestuen fik lov at ændre på en fredet bygning:

- Det har været en om ikke svær så i hvert fald grundig proces. Og vi fik lov af Slots- og Kulturstyrelsen, fordi vi har gjort en dyd ud af at fastholde både den oprindelige struktur og konstruktion. Denne fabrik er meget interessant, fordi den virkelig repræsenterer et af de mange fine eksempler på industriarkitektur, der skød op i årene efter år 1900, siger han.

Ikke kun et museum
Kasper Pilemand roser Slots- og Kulturstyrelsen for stor fleksibilitet.

- De har haft forståelsen af, at selvfølgelig er bygningsarven noget unikt, men hvis det bliver for musealt, så den slags industrihistorie ikke kan bruges til noget nyt og af os andre i eftertiden, vil det også være et tab, siger han.

Derfor sammenligner han det, der er sket i Carlsbergbyen med tegnestuen Vandkunstens renovering af Torpedohallerne på Holmen, hvor markante træk fra det oprindelige fik lov at overleve.

- Så ja, der har været tale om indgreb i den oprindelige arkitektur, men vi har jo stadig at gøre med et fredet hus, hvor hensynet til de nye funktioner skulle vejes op mod atmosfæren fra det gamle og for eksempel stemningen fra de oprindelige produktionsrum, siger Kasper Pilemand til Licitationen.

De nederste etager vil huse erhverv, og derfor er boliger vigtige.

- Butikker og kontorer lukker, mens beboere er hjemme på forskellige tidspunkter - især om aftenen. Ved at kombinere de funktioner sørger vi for, at der er aktivitet døgnet rundt, siger kreativ direktør Dorte Mandrup i en pressemeddelelse.

For hende har det været vigtigt at udnytte bygningens historiske elementer, frem for at dvæle ved en forældet fortælling om noget der var engang.

- Den oprindelige bærende konstruktion og de karakteristiske, storslåede søjler, facaden og vinduerne, er meget spændende. Men de rum, der er mest interessante, har udviklet sig igennem flere års transformationer. Hvorfor skulle vi ikke tilføje et moderne lag, der repræsenterer vores tid og behov, spørger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11