Nyt værktøj til rørlæggere
Kan man blive til sit fag ved at sidde og se videoer? Ja, det er faktisk et rigtigt godt supplement til undervisningen.
Siden 2018 har Videnscenter for Håndværk - Design & Arkitektur et pilotprojekt produceret læringsfilm, og nogle af de nyeste er henvendt til rørlæggere.
Emnerne i de 18 videoer omhandler kvalitetssikring, afløbsinstallation, nivellering og afsætning og generelt praktisk udførelse i rørlæggerfaget.
Se dem på telefonen
Videoerne er et nyt læringsværktøj til kommende rørlæggere, og er udviklet af VIHDA, og filmet med undervisere på Mercantec i Viborg og Next Uddannelse København.
Det er meningen at videoerne kan tilgås på skærme i værkstederne, men også på elevernes egne telefoner, så de kan bruge dem som forberedelse eller undervejs i løsningen af opgaver.
Til videoerne er der udviklet en hjemmeside, som ud over videoerne indeholder nyttige informationer og læringsmidler til rørlæggeruddannelsen.
Positive resultater
Videoproduktionen begyndte som et pilotprojekt, hvor lærere og elever skulle afprøve brugen af 28 læringsfilm i værkstederne på tømrergrundforløbet.
Center for Ungdomsforskning fulgte og evaluerede skolernes forsøgsarbejde, og undersøgelsen viser, at instruktionsfilm er en formidlingsform, som mange af eleverne synes godt om og som de kender fra tutorials på for eksempel YouTube. Eleverne i undersøgelsen fortæller desuden, at de oplever et fagligt boost af, selv at kunne løse et fagligt problem via en instruktionsfilm.
Alle instruktionsvideoerne er nu også tilgængelige på YouTube, og kan frit bruges af alle erhvervsskoler og gør-det-selv-folk. Link til Videnscenterets YouTube-kanal findes på https://videnscenterportalen.dk/vihda/kloak/
Og selvom læringsvideoerne er ment som et supplement til undervisningen, er alle fagfolk velkomne til at se med.
Kaptain