23948sdkhjf

LICITATIONEN MENER: Hvad din virksomhed ikke dør af...

Det er i modgang, at man for alvor lærer sine styrker og svagheder at kende. Psykologer taler om "mestringsstrategier" og "resiliensprocesser", som er lange ord for, at vi lærer at håndtere modgang netop ved at gennemleve det.

Lidt som når en vaccine aktiverer immunsystemet til at danne antistoffer mod en bestemt bakterie eller et bestemt virus. Eller blot som det gamle mundheld om, at de ting, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.

Coronavirussen kommer uden tvivl til at tage livet af virksomheder herhjemme. Men det store flertal af overlevende virksomheder vil forhåbentlig bruge forløbet til allerede nu og efterfølgende at se indad og analysere på egen struktur og eventuelle mangler.

Det er naturligvis ikke realistisk, at selv den mindste entreprenørforretning skal have egen HR-afdeling med tilknyttede laboranter og forskere.

Men det kan være relevant at spørge sig selv, om alt fra logistik til lagerbeholdning, ansættelseskontrakter og maskinpark reelt er opdateret og bliver brugt på den mest optimale måde. Hvem har ansvaret for hvad? Og hvordan sadler virksomheden mest effektivt om, når "normalen" er suspenderet?

Udfordringerne varierer. Det samme gør løsningerne. Det kan derfor være værd at minde sig selv om, at alle problemer ligner søm for den, der holder en hammer i hånden. Og bruge coronakrisen som en anledning til at give virksomhedens organisatoriske værktøjskasse et grundigt eftersyn.

Artiklen er en del af temaet Lederen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109