23948sdkhjf

Hovsa-planlægning: Dige må vige for byggeri

Tømmerhandel vil udvide på den forkerte side af kun tre år gammelt dige

En del af et kun tre år gammelt dige langs Elling Å skal flyttes for at gennemføre en påtænkt udvidelse af XL-Byg/Elling Tømmerhandel.

Tømmerhandlen planlægger at udvide sit bygningsareal til mere end det dobbelte.

- Der skal både være en ny butik for hr. og fru Jensen og udvidet lagerkapacitet, siger Torben Svendsen, medindehaver af tømmerhandlen.

Ser mærkeligt ud
Tømmerhandlen har behov for et centrallager for de andre afdelinger i Tårs, på Læsø og siden 29. februar også i Hjørring. Her har tømmerhandlen i Elling overtaget det tidligere Optimera.

Torben Svendsen erkender, at det ser mærkeligt ud, at et næsten nyopført dige skal flyttes.

Planerne om udvidelse af tømmerhandlen fødtes, inden diget blev anlagt.

Men digebyggeriet i 2016 skulle gå stærkt, for den voldsomme oversvømmelse i Elling i oktober 2014 var i frisk erindring.

Torben Svenden oplyser, at den del af diget, som skal flyttes, ligger på et areal, der i 2016 var ejet af kommunen, men som siden er indgået i en byttehandel med tømmerhandlen.

Og selv om Torben Svendsen allerede i 2016 havde udvidelsesplaner, så var det ikke muligt for kommunen med kort varsel at ændre linjeføringen for digebyggeriet, som allerede havde været i udbud.

Knap to centimeter vand
Nu bliver der i stedet tale om, at tømmerhandlen skal betale for et nyt, 130 meter langt dige på kommunal jord 15 meter foran den nuværende placering.

Beregninger viser, at flytning af diget og øget udledning af vand fra befæstede arealer på tømmerpladsen kan resultere i knap to centimeter højere vandstand i åen ved ekstrem nedbør. Opstrøms ved Elling Kirke (og Vestergårdsvej, som blev hårdest ramt af oversvømmelsen 2014) er virkningen dog under 1/2 cm.

Lokalplan godkendt
Men vandstanden vest for broen på Skagensvej er også kritisk, fordi å-vandet kan stuve op og som i 2014 føre til oversvømmelse af hovedvejen.

Derfor har Vejdirektoratet i en bemærkning anført, at der bør arbejdes for at mindske risikoen for opstuvning ved vejbroen.

En ny lokalplan, som tillader den store udvidelse af tømmerhandlen er netop godkendt i Frederikshavn Kommunes plan- og miljøudvalg. Torben Svendsen oplyser dog, at igangsætning af byggeriet er udskudt et år til 2021.

Det skyldes overtagelsen af forretningen i Hjørring, der var baseret på en hurtig beslutning, da det i oktober blev offentliggjort, at Optimera lukkede.

- Vi er en lille organisation og kan ikke klare to så store opgaver som udvidelse og indkøring af en ny forretning samtidig, siger Torben Svendsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125