23948sdkhjf

Vejdirektoratet sænker ståldragere over motorvej

Forberedelserne til støbning af ny motorvejsbro over E20 på Fyn er i gang

26 ståldragere, som hver er cirka 15 meter lange og samlet vejer omkring 2,3 tons skal monteres. Ståldragerne placeres på tre betonsøjler, der er på hver side af motorvejen og i midterrabatten. De 26 ståldragere skal bære den form, hvori den nye bro skal støbes.

- Vi bygger den nye motorvejsbro ovenpå ståldragerne, så arbejdet kommer til at foregå i seks meters højde, forklarer Robin Højen Madsen, projektchef i Vejdirektoratet.

- Når broen er færdigstøbt, sænker vi den ned på plads. Den skal hvile på betonsøjlerne. Vi gør det på denne måde for at sikre, at lastbiler ikke rammer den nye konstruktion, tilføjer projektchefen.

Færdig til sommer
I oktober 2019 blev den gamle motorvejsbro revet ned, og i starten af året blev de tre søjler, der skal bære broen, støbt. Nedrivningen af den gamle bro kan ses på Vejdirektoratet.dk.

- Ståldragerne er tunge, og derfor har Vejdirektoratet i denne uge lavet sporspærringer for trafikanterne om aftenen, så dragerne kunne føres ud over køresporerne, fortæller Robin Højen Madsen.

Vejdirektoratet forventer, at den nye og bredere motorvejsbro ved Spedsbjergvej er færdig i forsommeren 2020.

Udbygning af Fynske Motorvej

Vejdirektoratet udbygger cirka 24 kilometer af Fynske Motorvej fra fire til seks spor mellem Nr. Aaby og Odense V. Der er ofte trængsel på strækningen pga. de seneste års trafikvækst.

Med en årsdøgnstrafik på cirka 75.000 er trafikken tæt på den vestfynske motorvej. Den største belastning sker i myldretiden om morgenen og eftermiddagen.

Det giver problemer med at komme frem på motorvejen, hvor trafikanterne ofte holder i kø, og øger risikoen for uheld. Derfor bliver motorvejen udvidet fra fire til seks spor mellem Nr. Aaby og Odense V.

Når udbygningen er komplet inden udgangen af 2022, sparer man anslået 28 timer på årsbasis mellem Nr. Aaby og Odense V., hvis man kører i myldretiden. Det svarer til otte minutter om dagen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156