23948sdkhjf

Forhandlinger om byggerioverenskomst er kørt fast

3F Byggegruppen og Dansk Byggeri har ikke aftalt møder om en ny overenskomst, selv om deadline er overskredet.

Forhandlingerne om en overenskomst på byggeriets område er tilsyneladende kørt fast. Ifølge arbejdsgivernes part på området, Dansk Byggeri, er der ikke aftalt nye møder.

Det er, til trods for at der oprindeligt var deadline 1. marts. I en mail oplyser Dansk Byggeris direktør, Lars Storr-Hansen:

- Der er p.t. ikke aftalt nye møder mellem Dansk Byggeri og 3F Byggegruppen. Lige nu er der tale om en tænkepause, og hvad der videre skal ske, er åbent.

- Man kan selvfølgelig ikke afvise, at forligsmanden vil interessere sig for overenskomstforhandlingerne i byggeriet, eftersom datoen har passeret 1. marts, og vores overenskomster formelt set er udløbet.

3F Byggegruppen, der repræsenterer lønmodtagerne, bekræfter oplysningerne, men ønsker ikke at bidrage med yderligere.

Tidligere har hovedforhandler Claus von Elling fra 3F peget på et løft af lønnen for de lavest betalte på området som en hovedknast.

Byggeriet var på forhånd udpeget af arbejdsmarkedsforskere som et af de områder, hvor det kunne blive svært at nå en overenskomst.

En mulighed er, at forligsmanden rykker ind og overtager forhandlingerne.

Da deadlinen 1. marts ikke blev nået, fik parterne 14 dage ekstra til at nå til enighed. Den manøvre kan forligsmanden gentage yderligere én gang, mens han forsøger at få parterne til at indgå en aftale.

Der er omkring 80.000 ansatte i byggesektoren.

Da Forligsinstitutionen op til fristen 1. marts gav parterne 14 dages udskydelse, lød det fra forligsmand Jan Reckendorff:

- På den baggrund opfordrer jeg alle overenskomstparter, hvor der endnu ikke er indgået forlig, til i de kommende dage at intensivere forhandlingerne om overenskomstfornyelsen.

Allerede dengang indkaldte forligsmanden de to hovedorganisationer, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), til et møde klokken 16 mandag.

Mødet er ikke om byggeriet specifikt, men om forhandlingerne på alle de udestående områder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11