Grønne udbud bør omfatte innovation
I øjeblikket arbejdes der på byggeriets bidrag til Klimapartnerskabet for byggeri og anlæg. I en artikel i Berlingske 16/1 argumenterer adm. dir. Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv for, at det offentliges ’muskler’ skal bruges i klimakampen.
Fokus er særligt på ’grønne udbud’. En undersøgelse fra organisationen peger på, at virksomhederne ønsker, at der bliver stillet krav om klima- og miljøhensyn ved offentlige udbud. Samtidig viser undersøgelsen, at kun 11 pct. af virksomhederne oplever, at sådanne krav spiller en stor rolle.
Samarbejde om innovation
I artiklen omtales også et eksempel fra Norge, hvor ’det offentlige har gode erfaringer med at efterspørge endnu ikke udviklede løsninger fra private virksomheder’. En række kommuner gik sammen for at udvikle den emissionsfri byggeplads ved at stille krav til leverandørerne i forbindelse med et fælles udbud. Resultatet blev emissionsfri byggemaskiner, der i dag er en eksportvare.
Bag dette resultat ligger formentligt et større innovationsarbejde, hvor der er trukket på faglig viden og interesse fra en række parter. Processen har altså været mere omfattende end ved et traditionelt ’grønt’ udbud.
Det norske udviklingsarbejde giver ny aktualitet til de bestræbelser, som danske regeringer i begyndelsen af sidste årti søgte at fremme under betegnelsen Offentlig-Privat Innovationssamarbejde (OPI). Det daværende Erhvervs- og Vækstministerium (2012) pegede navnlig på, at OPI var egnet ved udfordringer, hvor løbende og tæt inddragelse af offentlig viden er en forudsætning for udviklingen.
Innovation i byggesystemet
Og denne problemstilling er slet ikke ny for byggeriet, som helt tilbage fra midten af 1970’erne til begyndelsen af 00’erne gennemførte en række OPI-lignende projekter. Parterne var byggeriets ministerium, styrelser, en række bygherrer, forskningsinstitutioner samt byggevirksomheder fra alle faglige discipliner - og udviklingsarbejdet skete i forbindelse med konkrete byggerier.
Et karakteristisk træk ved disse innovationssamarbejder var, at interessen samlede sig om opgaver, hvor målet indebar radikale ændringer, risikovillighed og en bred opbakning. Ikke uventet viste det sig netop, at forankring i byggesystemet var helt afgørende for succes. Gode eksempler fra den periode er Kvalitetssikringsreformen, optøningen af de traditionelle samarbejdsformer og introduktion af nye former for logistik i planlægningen af byggeopgaver (Lean Construction).
Eksempler på utilstrækkelig forankring i byggesystemet så man til gengæld i 80’ernes innovationer vedr. bæredygtighed, med brug af nye materialer (mest træ), og med det digitale byggeri, som stadig kæmper med den systemiske integration.
Dette er bare nogle få eksempler på de rigtig mange historiske erfaringer, som vi kan lære af i forbindelse med byggeriets presserende innovations- og omstillingsbehov i klimakampen. På DTU Management er vi aktuelt i gang med en mere omfattende analyse og dokumentation af udviklingsprocessernes karaktér og forløb siden 1970’erne. Hensigten er at påpege de centrale forudsætninger for vellykket innovation i byggeproduktionssystemet.
Byggeriets bidrag
Klimaforskeren Katherine Richardson skriver i Politiken 26/2 om den manglende evne til systemtænkning som et alvorligt problem i forhold til klimaagendaen. Byggeriet er et komplekst system, hvor aktørernes samarbejdsevne som nævnt er en afgørende succesparameter for udviklingsprojekters forløb. Og den vil blive udfordret, når Klimapartnerskabets forslag skal omsættes til praksis.
Det ligger på den flade hånd at optimere og udbrede det effektive og helhedsorienterede samspil mellem de private og offentlige aktører i klimakampens innovationsopgaver. Grønne udbud er vigtige, men forankringen i de brede partnerskaber med bygherrer, myndigheder og forskningsinstitutioner er centralnøglen til opnåelse af levedygtige målsætninger.
Artiklen er en del af temaet Debat.
