23948sdkhjf

Boligforening renoverer for 800 millioner i Aalborg Vestby

I flere år har Himmerland Boligforenings mest synlige renoveringer været arbejdet med flere end 1.000 boliger i det østlige Aalborg. 

– Men sideløbende har vi planlagt den næste store renoveringsrunde, som nu finder sted i den anden ende af Aalborg, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening, i en pressemeddelelse. 

I Aalborg Vestby er boligforeningen i fuld gang med at transformere seks afdelinger med tilsammen omkring 650 boliger - en samlet investering på omkring 800 mio. kr. 

Næsten 200 boliger på Henning Smiths Vej og Poul Buås Vej, Himmerland Boligforenings afdeling 3, er håndværkerne ved at være færdige med en totalrenovering. Den første blok blev afsluttet i efteråret 2018, mens den anden blev klar til beboerne i foråret 2019. Tredje blok kunne tages i brug i slutningen af 2019, og afdelingens fjerde og sidste blok ventes endeligt renoveret inden sommerferien. 

Respekt for de røde teglfacader

En betydelig del af Vestbyens byggeri er kendetegnet ved de røde teglfacader og dette overordnede indtryk bliver bevaret. Nok bliver tage og vinduer skiftet ud, men målet er, at de nye materialer de fleste steder er i tråd med det oprindelige udseende. 

- For nogle bygningers vedkommende er der dog tale om så markant ombygning, at det giver et anderledes udtryk end hidtil. I samme forbindelse indretter vi nye tilgængelighedsboliger i varierende størrelser og nye tagboliger – og i den enkelte lejlighed sørger vi blandt andet gennem nye vinduespartier for udnyttelse af passiv solvarme. I det hele taget har vi et højt ambitionsniveau for energioptimeringen, så renoveringen bliver et eksempel på, hvor langt man kan nå, siger Ole Nielsen. 

Baggrund for renovering der var, at de næsten 75 år gamle bygninger var blevet mærket af de mange års brug. 

- Dertil kommer, at badeværelser, køkkener og adgangsforhold til boligerne ikke har levet op til nutidens – og da slet ikke fremtidens – forventninger og krav, forklarer Ole Nielsen. 

Renoveringen omfatter derfor reparation af fuger i facader, efterisolering af gavle, udskiftning af alle vinduer og udvendige døre, udskiftning af tagbeklædning, udskiftning af dele af installationerne til vand, varme, afløb og el samt etablering af portgennemgange. Desuden er der blevet etableret en række elevatorer. 

– Samtidig er en del af boligerne blevet udvidet med et ekstra værelse – for nogles vedkommende endda flere værelser, idet vi har sammenlagt eksisterende lejligheder, siger Ole Nielsen.  

Yderlligere 120 i gang - 315 på vej
Også afdelingerne 10, 12 og 13, hvis omkring 120 boliger er beliggende på Kastetvej og i Otte Ruds Gade, også i Aalborg Vestby, gennemgår en totalrenovering ude og inde. Afdelingerne består af en homogen og tidstypisk bebyggelse opført i den tidlige efterkrigstid. 

– Vi har selvfølgelig foretaget løbende renovering, men nu skal der mere til, for afdelingerne er præget af utidssvarende indretning, udtjente installationer, ringe indeklima og for højt energiforbrug. Desuden er der behov for renovering af kloaksystemet, ligesom vi skal have skiftet vinduer og tage, installeret nye badeværelser og køkkener, fornyet vand-, afløbs- og el-installationerne og lydisoleret boligerne bedre, siger Ole Nielsen.  

Også afdeling 8, der omfatter flere end 300 boliger på adresserne C.V. Jessens Gade, Engtoftevej, Henrik Gernes Gade, Otte Ruds Gade, Steen Billes Gade og Vestre Fjordvej, skal totalrenoveres. Beboerne har godkendt projektet og Himmerland Boligforening venter nu blot på grønt lys fra byrådet. 

Endelig kommer en udvendig renovering af afdeling 11, der består af godt 15 boliger på Kastetvej og i C.V. Jessens Gade.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173