23948sdkhjf

LICITATIONEN MENER: Kommuner, kom nu ind i kampen

Det står sløjt til med byggesagsbehandlingen i kommunerne, hvor flere har umådeligt svært ved at leve op til de servicemål for byggesager, som den daværende V-regering og Kommunernes Landsforening indgik i december 2015.

Man kan spørge, hvorfor kommunerne ikke vægter byggesagsbehandlingen betydelig højere, end de gør. Byggesagsbehandlingen er en væsentlig del af erhvervsklimaet, og flere erhvervsklimamålinger fra landets brancheorganisationer viser ikke ligefrem, at klimaet er godt rundt omkring.

Ikke mindst i København halter byggesagsbehandlingen. Det er i og for sig ikke nogen overraskelse. Kommunen er desværre notorisk kendt for at have et dårligt erhvervsklima.

Der er ganske rigtig gang i byggeriet i København, hvilket selvfølgelig stiller sine krav til byggesagsbehandlingen. Men det burde en kommune som København med en kæmpe administration kunne klare. Og en bortforklaring om, at der er kommet et nyt bygningsreglement, er letkøbt. Det skal kommunen kunne planlægge sig ud af.

En langsom byggesagsbehandling går ikke kun ud over den almindelige borger i kommunen, der skal have opført en tilbygning til sit hus.

Det rammer også virksomhederne, der ikke kan udvide deres produktion, eller byggevirksomhederne, som ikke kan komme i gang med en opgave.

Kommunerne skal ind i kampen og for alvor stramme op på byggesagsbehandlingen.

Det kan godt være, der ikke er stemmer i det. Men det er en væsentlig del af mange borgeres og virksomheders hverdag. Det glemmer rådhusene måske ind imellem.

Artiklen er en del af temaet Lederen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094