Eldrevne maskiner styrker klimaet
Mere klimavenligt, færre nabogener og endnu højere effektivitet i anlæg og byggeri.
Det tilbød GSV Materieludlejning til byggebranchen på årets kloakmesse i Fredericia i den forgangne uge.
Her satte GSV nemlig et særligt fokus på deres el- og batteridrevne maskinpark, som blandt andet består af elektrificerede pladevibratorer, minigravere og læssemaskiner.
- Vi reagerer på den markante stigning i efterspørgslen på elektrificerede maskiner, som kan have en høj oppetid og samtidig levere et lavt CO2-aftryk. Desuden åbner de her eldrevne maskiner op for en høj effektivitet med en lav grad af vedligehold og at støjgener for naboer næsten elimineres, hvilket muliggør natarbejde i byerne, fortæller Dan Vorsholt, administrerende direktør fra GSV Materieludlejning i en pressemeddelelse.
Voksende efterspørgsel
Den voksende efterspørgsel på maskiner med fossilfri teknologi er byggeriets svar på de klimaudfordringer, som branchen står overfor, og som bygherrer og politikere i stigende grad efterspørger, når byggerier eksempelvis skal DGNB-certificeres.
Dansk Byggeri spår fossilfri teknologi som vækstområde.
I takt med at flere bygherrer stiller krav til emissionsfri byggepladser, bliver de elektrificerede maskiner også en løsning som entreprenører skal kunne levere på. Det fortæller Dansk Byggeri.
- Fossilfrihed i byggeri og anlæg kommer til at blive endnu vigtigere i fremtiden, fordi jeg tror, at bygherrerne efterspørger bæredygtige løsninger og mange endda også certificerede bæredygtige løsninger. I den udvikling kommer materieludlejerne til at være spydspids, fordi de skal kunne levere disse løsninger som de første, fortæller Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, i pressemeddelelsen.
- Elektrificeringen af maskinparken byder også på afledte fordele foruden klimavenlighed. Eksempelvis kan vi ændre på den måde og det tidspunkt vi producerer på. Elektrificerede entreprenørmaskiner har et meget lavere støjniveau end konventionelle maskiner og det åbner mulighed for at der eksempelvis kan arbejdes på tidspunkter af døgnet hvor vi normalt har været afskåret fra det på grund af nabohensyn, tilføjer han.
Det åbner nye fleksibilitetsmuligheder i bynære områder, hvor der kan arbejdes på tider af døgnet hvor fremkommeligheden er langt bedre.
Vigtig energikilde
Ifølge Dansk Byggeri er én af de store udfordringer med eldrevne entreprenørmaskiner, at det kræver et endnu tættere samarbejde med forsyningsselskaberne, som skal kunne levere den nødvendige strøm på pladsen, og at teknologien stadig er markant dyrere end traditionelle maskiner i indkøb.
Derfor vurderes materieludlejning til specifikke opgaver som vigtig for udbredelsen.
Sigh