23948sdkhjf

Kloakmester: Det regner med penge

Der bliver genbrugt for lidt regnvand i Danmark

Regnvand kan genanvendes til toiletskyl, tøjvask og andet og spare en husstand for 40-50 procent af vandforbruget - men det kræver politisk vilje

- Det er forfærdeligt, at vi bruger verdens bedste drikkevand til at skylle vores lort ud af toilettet med.

Mikael Skov, autoriseret kloakmester og medlem af bestyrelsen for brancheforeningen Danske Kloakmestre, kalder tingene ved deres rette navn.

Han er oprørt over, at danskerne i en tid med stort fokus på klima og miljø, unødigt bruger løs af det rene drikkevand, fordi den generelle opfattelse er, at "der er jo nok af det".

Samtidig regner det i bogstavelig forstand med penge. Stadig stigende mængder regnvand rammer hustagene landet over og ledes ned i kloaksystemerne for derefter at blive sendt til rensningsanlæggene.

Regnvandet burde gøre nytte i private husholdninger, hvor det faktisk er muligt at spare 40 til 50 procent af vandforbruget ved at genanvende regnvandet, mener Danske Kloakmestre.

Mikael Skov og Danske Kloakmestre får fuld opbakning fra direktør Rasmus Mørkenborg hos Nyrup Plast A/S, der udvikler systemer til genanvendelse af regnvand.

- Der er politisk meget fokus på CO2 og renere bilmotorer. Men vi er nødt til at tænke miljø også på andre måder. Jeg ser det som en opgave for staten at få gang i genanvendelse af regnvandet, fordi det er en vigtig ressource, som kan anvendes i stedet for vores fantastiske drikkevand. Vandprisen er ikke høj i Danmark. Det er derimod afledningsafgiften. Jeg mener, at der ville være ræson i, at man ikke skulle betale afledningsafgift for det vand, man samler op og bruger til toiletskyl, tøjvask og havevanding, siger Rasmus Mørkenborg i en pressemeddelelse.

- En husstand vil typisk kunne spare 50 pct. af sit vandforbrug ved at opsamle regnvand i et godt regnvandsanlæg. Derfor bør der også være regler for kvaliteten af regnvandsanlæg. Blandt andet at filteret er af en vis standard, at anlægget er selvrensende, og at anlæg kun placeres i kældre eller som nedgravede tanke, udtaler Rasmus Mørkenborg.

Unik kvalitet
Han peger i øvrigt på, at regnvand har en unik kvalitet i forhold til grundvand.

- Vi kommer ikke til at bruge regnvand som drikkevand, selv i den bedst rensede form. PH-værdien er simpelthen for høj. Til gengæld er der hverken kalk eller okker i regnvandet, som er "blødt" vand. Derfor er det blandt andet ideelt til tøjvask. Både vaskemaskinen og tøjet holder længere, og tøjet mister ikke farve. Mine egne forældre har et regnvandsanlæg, og min mors Miele-vaskemaskine er fra slutningen af 1990’erne. Den har kørt problemfrit uden tilkalkning i nu tre årtier, og den kører tilsyneladende videre, fortæller Rasmus Mørkenborg.

En almindelig dansk familie bruger typisk mellem 150 og 200 kubikmeter vand om året. Omkring halvdelen bruges til tøjvask, toiletskyl og havevanding. Og der er genanvendt regnvand faktisk bedre til, end det rene drikkevand fra vandværket.
brahe

Læs mereKommune kræver genbrug af regnvandet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094