Kommune kræver genbrug af regnvandet
Danske Kloakmestre mener, at der bør laves lovgivning om genanvendelse af regnvand, ligesom man for eksempel har isoleringsnormer for huse.
Man bør genbruge regnvand alle steder, hvor det ikke er nødvendigt at bruge godt drikkevand, mener Mikael Skov, der er autoriseret kloakmester og medlem af bestyrelsen for brancheforeningen Danske Kloakmestre,
Nogle kommuner har faktisk servitutter om, at der skal laves regnvandsanlæg, når der bygges nye huse. En af de første til at gøre genanvendelse obligatorisk i forbindelse med nybyggeri, var Egedal Kommune i Nordsjælland.
Blødt regnvand
- Det er en del år siden, vi lavede regler om regnvandsanlæg, da vi planlagte en helt ny bydel, Stenløse Syd. Vi købte jorden som kommune og solgte den til boligbyggeri på en række betingelser. Det skulle være energirigtigt byggeri, og vi lavede tinglysning om, at bygherrerne skulle følge vores regler om blandt andet solceller, regnvandsanlæg og intet trykimprægneret træ i husene, fortæller formanden for Egedal Kommunes planudvalg, viceborgmester Ib Sørensen (S).
Han vurderer, at der i dag er 4-500 boliger i kommunen med regnvandsanlæg som primært toiletskyl og tøjvask.
- Vi har ganske meget kalk i vandet i Egedal Kommune, og derfor er det en stor fordel at bruge blødt regnvand, som ikke kalker vaskemaskiner og rør til. Jeg mener faktisk, at landspolitikerne burde gå en tur rundt i deres egne boliger og se på toiletterne, vaskemaskinen og de udendørs vandhaner og så spørge sig selv: "Hvor kommer vandet egentlig fra," siger Ib Sørensen.
Ændring i planloven
I dag udstedes der ikke nye byggetilladelser i Egedal Kommune, uden at der etableres genbrug af regnvandet.
- Der kom en ændring i planloven for et par år siden, som betyder, at vi ikke længere kan stille krav om genanvendelse i lokalplanen. Derfor kan vi planlægningsmæssigt ikke længere tvinge nogen til det via kommuneplan og lokalplan. Men vi kan sige, at der ikke bliver givet byggetilladelse, med mindre der etableres regnvandsanlæg. Og det gør vi. Det gælder for alle byggerier i Egedal Kommune, siger planudvalgsformand Ib Sørensen.
brahe
Læs mere: Kloakmester: Det regner med penge