23948sdkhjf

Ny bestyrelsesformand skal sikre fortsat vækst

Tidligere direktør og partner i Schmidt Hammer Lassen, Bente Damgaard, tiltræder som bestyrelsesformand i SKALA Arkitekter

Gennem de seneste år har SKALA Arkitekter vækset på både omsætning og medarbejderantal. Som et led i denne vækstrejse har virksomheden netop offentliggjort, at Bente Damgaard pr. 1. januar er tiltrådt som bestyrelsesformand i SKALA Arkitekter.

Bente Damgaard er statsautoriseret revisor og har senest været direktør og partner i Schmidt Hammer Lassen gennem 14 år. Dertil har hun bestredet flere bestyrelsesposter, blandt andet i Danske Ark.

Bente Damgaard træder ind som bestyrelsesformand i SKALA Arkitekter for at være med til at sikre virksomhedens fortsatte vækst.

- Det er en virksomhed i vækst, og det er interessant. Der er ingen tvivl om, at der er høje ambitioner, både når det kommer til arkitektonisk kvalitet og til international vækst, siger hun og tilføjer:

- Samtidig er kulturen i virksomheden meget gedigen og ægte, og der er fokus på helheden.

Med erfaring fra blandt andet Schmidt Hammer Lassen vil Bente Damgaard bidrage med blandt andet internationalt fokus.

- Jeg er økonomisk fagligt fundamenteret, og så synes jeg, at det med ambitioner og ønsket om at gå internationalt er meget interessant, siger Bente Damgaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

At Bente Damgaard kommer med erfaring i bagagen, er også noget, man fra direktionens side påpeger.

- Bente kommer med en kommerciel baggrund, har indgående kendskab til branchen og et bredt netværk i ryggen. Dertil har hun erfaring med virksomhedsdrift og ledelse i lignende virksomheder samt erfaring fra det norske marked, hvor vores tredje tegnestue er i fuld gang med at etablere sig, udtaler direktør i SKALA Arkitekter, Kurt Ankjær, i en pressemeddelelse.

Derfor kalder Kurt Ankjær det også for "et naturligt valg" at få Bente Damgaard med ombord.

- Det sker i en naturlig forlængelse af, at vi er vokset en del over de seneste fem år, siger Kurt Ankjær i en pressemeddelelse.

I 2017 havde Skala Arkitekter et resultat på 4,1 mio. kroner før skat, og dette tal steg til 4,8 mio. kroner i 2018. Med den nye bestyrelsesformand håber Kurt Ankjær, at virksomheden kan vækste yderligere.

- Hun vil utvivlsomt styrke forretningen og skabe endnu bedre forudsætninger for vores vækst, udtaler han.

Ledelsen i Skala Arkitekter består forud Bente Damgaard af administrerende direktør, Kurt Ankjær, samt partnergruppen, som består af Mette Louise Jepsen, Julie Ankjær, Mads Malmkjær og Rene Nedersee Andersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219