23948sdkhjf

Entreprenører får millionbøder for prisudveksling

Opdateret kl. 13:39 med citater fra adm. direktør i Jorton A/S, Allan Harbo. 

Opdateret kl. 13:59 med citater fra adm. direktør i H. Skjøde Knudsen, Allan Nielsen.

Der er netop faldet dom over entreprenørvirksomhederne Jorton A/S og H. Skjøde Knudsen A/S i Østre Landsret. 

Landsretten har afgjort, at virksomhederne skal betale bøder på henholdsvis tre og to mio. kr. for overtrædelse af konkurrenceloven ved at have udvekslet priser og koordineret tilbud i forbindelse med tre entrepriser i perioden fra januar 2012 til august 2013.

Entrepriserne vedrører offentlige byggeopgaver for Syddansk Universitet og Sanderumskolen i Odense

Desuden er to ledende medarbejdere idømt personlige bøder på henholdsvis 75.000  og 50.000 kr. 

Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse. 

- Udveksling og tilpasning af priser mellem konkurrenter i forbindelse med tilbudsgivning skader konkurrencen. Koordineringen i den pågældende sag kan have betydet, at de offentlige bygherrer har betalt højere priser for og modtaget dårligere kvalitet på deres entrepriseopgaver, siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen.

Østre Landsrets dom er en ændring af Retten i Odenses frifindelsesdom fra december 2018.

Anser sag som afsluttet
Hos Jorton A/S anser man nu sagen for afsluttet:

- Vi er tilfredse med, at sagen er afsluttet. Det er en gammel sag fra '12 og '13, som vi er længe forbi. Fra vores side ser vi sagen som afsluttet, siger adm. direktør Allan Harbo til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

- Vi tager ad notam, at vi blev frifundet i byretten og dømt i landsretten, fortsætter han.

Hos H. Skjøde Knudsen A/S er man også glad for at kunne lægge sagen bag sig.

I en pressemeddelelse beskriver virksomheden, at der er tale om to tilfælde i 2012, hvor en nu fratrådt Skjøde-medarbejder uden ledelsens viden har lånt priser af en konkurrent, og ét tilfælde i 2013, hvor samme medarbejder - også uden ledelsens viden - har udlånt en pris til en konkurrent.

Desuden beskriver virksomheden, at der i alle tre tilfælde er tale om prisudlån med henblik på at aflevere proformatilbud for ikke at skuffe bygherren ved at afstå fra at byde.

"Ingen af de tre tilfælde har ført til økonomisk gevinst hos Skjøde eller til tab hos bygherrer. Opgaverne er tildelt andre bydere", lyder det. 

- Uanset årsag er denne type adfærd ikke i tråd med den måde, vi driver virksomhed på, beskriver adm. direktør og hovedaktionær i H. Skjøde Knudsen A/S, Allan Nielsen.

-  Det var vigtigt for os som virksomhed, at vi kom helt til bunds i sagen, så vi kan komme videre med at drive professionel entreprenørvirksomhed. Vi lært meget af forløbet og er blevet en mere professionel virksomhed som følge af det, fortsætter han. 

H. Skjøde Knudsen har som følge af sagen strammet op på interne processer, indskærpet retningslinjer og gennemført et compliance-program i samarbejde med et eksternt advokatfirma for at undgå lignende sager i fremtiden.

Compliance-programmet omfatter blandt andet et internt uddannelsesprogram, whistleblower-ordning, udnævnelse af en Compliance Officer samt diverse kontrolprocedurer.

- Vores fokus er nu på, hvad vi kan gøre, for at lignende situationer ikke gentager sig i fremtiden. Derfor har vi indført en række tiltag i organisationen, som støtter op om det, siger Allan Nielsen.

Bag om sagen

Konkurrencemyndighederne foretog i foråret 2016 uanmeldte kontrolundersøgelser hos Jorton og H. Skjøde Knudsen.

Efter de indledende undersøgelser anmeldte Konkurrencerådet i november samme år sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Tilbage i december 2018 blev virksomhederne frifundet i Retten i Odense, mens de nu er idømt millionbøder i Østre Landsret



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094