Arkitema får ny topchef
Arkitema Architects, der blev opkøbt af Cowi tilbage i januar, har fået en ny mand i spidsen.
Thomas Kveiborg overtager rollen som adm. direktør efter Peter H. Berg, der træder tilbage efter 11 år som øverste chef.
- Integrationen af Arkitema Architects i Cowi er forløbet hurtigt og effektivt. Jeg har derfor haft en dialog med Peter H. Berg om, hvad der skulle være næste skridt for Arkitema Architects og ham selv, og vi blev enige om, at der var brug for en ny topchef, siger Lars-Peter Søbye, adm. direktør i Cowi og bestyrelsesformand i Arkitema Architects, i en pressemeddelelse.
- En, der kan udvikle og implementere en langsigtet plan for, hvordan Arkitema Architects udvikler sig kommercielt, så vi får en større markedsandel i Skandinavien, fortsætter han.
I løbet af det første år har Cowi og Arkitema Architects til sammen vundet projekter for omkring en halv mia. kr.
- Vi er yderst tilfredse med den lovende start, vores samarbejde har fået. Det viser tydeligt, hvordan markedet efterspørger integrerede løsninger, både inden for nybyggeri, renovering og byudvikling, siger Lars-Peter Søbye og påpeger, at de nu vil videreudvikle deres løsninger.
Intern mand på posten
Thomas Kveiborg har hidtil været produktionsdirektør i Arkitema Architects, hvor han har arbejdet i siden 2018.
- Thomas har været en del af integrationsholdet og blandt andet drivkraften bag planerne for, hvordan vi er gået til markedet med vores nye partnerskab. Desuden kender han Arkitema Architects ned i detaljen efter at have siddet med det operationelle ansvar. Han er således klædt godt på til at overtage det overordnede ansvar og sikre, at Arkitema Architects vokser, siger Lars-Peter Søbye, der samtidigt takker Peter H. berg for indsatsen.
Hvem er Thomas Kveiborg?
|