23948sdkhjf

Det tredje spor sparer trafikanterne for 152.000 rejsetimer

Udvidelsen af Fynske Motorvej betyder, at trafikanterne kommer væsentligt hurtigere frem, viser ny beregning fra Vejdirektoratet

Noget af det mest irriterende i livet som bilist er at sidde i kø. Fynske Motorvej har været belastet af tæt trafik og kø i mange år, men siden det tredje spor mellem Middelfart og Nr. Aaby blev taget i brug i 2014, har det mindsket trængslen på strækningen markant.

Besparelserne i rejsetid er så meget desto mere markante, når man tager i betragtning, at mængden af trafik på Fynske Motorvej generelt er steget med 25 pct. siden 2010. Uden det tredje spor ville situationen have set markant værre ud i dag end før udvidelsen.

- Efter at have været belastet af tæt trafik gennem en årrække er det en fornøjelse at se, at det er blevet både nemmere og mere sikkert at komme frem på Fynske Motorvej efter udvidelsen med et tredje spor. Vejdirektoratets analyse bekræfter derfor projektets store betydning - ikke alene for Fynboerne, men også for de mange trafikanter, der rejser mellem Vest- og Østdanmark, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

- Jeg er opmærksom på, at rigtig mange projekter rundt omkring i landet kalder på lignende investeringer, og de nye beregninger understreger vigtigheden ved en bred infrastrukturaftale. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at der med den stigende trafik på vejene følger også mere vejstøj, som generer naboerne, siger ministeren.

Hastigheden er steget markant
På strækningen er hastigheden i gennemsnit steget med cirka 12 km/t i østgående retning i eftermiddagsmyldretiden. Kortene viser de målte hastigheder før og efter det tredje spor.

I vestgående retning er hastigheden også steget. Her med 11 - 36 km/t i morgenmyldretiden. Desuden er hastigheden over Lillebæltsbroen steget, fordi trafikanterne ikke holder i kø ved Nr. Aaby.

- Tidligere kunne trafikanterne ofte ikke køre stærkere end 80 til 90 km/t på motorvejen. Efter udvidelsen er hastigheden steget markant som følge af det tredje spor, og trafikanterne sparer samlet set 152.000 rejsetimer hvert år, siger afdelingsleder Andreas Egense fra Vejdirektoratet i pressemeddelelsen.

Mindre trafik på parallelle veje
I forbindelse med udvidelsen blev der bygget et nyt tilslutningsanlæg midt på strækningen, og det har sammen med det tredje spor flyttet trafik væk fra en del af de parallelle veje og givet mindre trængsel der.

Da man i 2010 besluttede at gennemføre udvidelsen, forventede man, at projektet var en god investering for samfundet med en samfundsøkonomisk forrentning på 8,5 pct.

Evalueringen viser, at investeringen har været endnu bedre end forventet med en samfundsøkonomisk forrentning på 12,7 pct.

Den samfundsøkonomiske forrentning beregnes ved at holde fordelene ved projektet op imod anlægsomkostningerne.

Fordelene, der især består af sparet rejsetid, omregnes til kroner ud fra principper, der gælder på tværs af alle trafikprojekter.

Hvis den årlige forrentning er over fire procent, betragtes projektet som en god samfundsøkonomisk investering.

Yderligere tidsbesparelse på vej
Netop nu er også strækningen fra Nr. Aaby til Odense V ved at blive udvidet med et tredje spor, og man forventer at kunne åbne det ekstra spor inden udgangen af 2022.

Når det sker, vil trafikanterne forventeligt spare yderligere 359.000 rejsetimer om året. Strækningen fra Nr. Aaby til Odense V er 24 km lang, mens den allerede udvidede strækning mellem Nr. Aaby og Middelfart er 12 km.
kaptain

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.132