23948sdkhjf

Enemærke & Petersen skal bygge 500 nye boliger i Køge

Mangor & Nagel Arkitekter og Tegnestuen Vandkunsten har vundet to arkitektopgaver, hvor de skal tegne i alt fem karréer med 500 bæredygtige boliger i Søndre Havn i Køge - et helt nyt kvarter med moderne boformer.

Det skriver PensionDanmark i en pressemeddelelse.

Enemærke & Petersen er bliver ifølge planen entreprenør på byggeriet, og Oluf Jørgensen A/S er valgt som ingeniør og projekteringsleder på begge af projektets etaper.

PensionDanmark er bygherre for det samlede projekt, der er udviklet i samarbejde med udviklingsselskabet Køge Kyst P/S, og kommer til at omfatte både lejeboliger og projektsalgsboliger.

– Vi har valgt det bedste fra de to tegnestuer, og baseret på vores nye boligplatform med meget diversificerede boliger, vil vi skabe attraktive byrum med værdiskabende boliger og erhvervslejemål, siger PensionDanmarks adm. direktør Torben Möger Pedersen i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at det er målet at byggeriet skal DGNB-bæredygtighedscertificeres i kategorien Guld.

Etaper i Nord og Syd
Tegnestuen Vandkunsten har fået tildelt den nordlige del af det nye kvarter bestående af to tilstødende byggefelter med i alt 200 leje- og ejerboliger direkte ud til Køge Havn. Vandkunsten står også for landskabsopgave, for at etablere 1.000 kvm erhverv, samt udadvendte fællesrum til benyttelse for den enkelte karré og hele kvarteret. Der etableres også 7.000 kvm sammenhængende kælder.

Mangor & Nagel Arkitekters opgave omfatter de tre sydligt orienterede karréer med 300 leje- og ejerboliger i første række til den naturskønne strandeng. For at fremme diversiteten tilknyttes endvidere Tegnestuen Lokal.

I stueetager etableres udadvendte boligfællesskabsfunktioner samt cirka 1.000 kvm detail og erhverv.

Mangor & Nagel Arkitekter skal også stå for den 10.000 kvm store kælder samt landskabsopgaven med udformningen af gårdrum og grønne kiler, mens SLA Arkitekter varetager engkantzone og bygader. 

De to tegnestuer vil samarbejde om den endelige udformning af de nye boliger og byrum, så der sikres en stærk arkitektonisk, materialemæssig og bymæssig sammenhæng.

Særlig plads til fællesskab
Pension Danmark og Køge Kyst P/S har ambitioner om at skabe et levende, mangfoldigt og bæredygtigt nyt byområde med en høj miljøprofil. Projektet vil blive gennemført i høj arkitektonisk og materialemæssig standard, med vægt på levende og grønne kantzoner, aktive underetager og stærke fællesskaber. 

Der etableres 2-3.000 kvm forskellige nyskabende fællesrum i stueetagerne og 1.500-2.000 kvm publikumsorienteret erhverv. BRIQ Arkitekter og Andel har stået for det indledende værdiprogram hertil.

Fakta: Fem karréer i Søndre Havn

Byggeriet omfatter fem boligkarreer i alt, ca. 45.000 kvm – heraf ca. 43.000 kvm boliger inkl. fællesfaciliteter og ca. 2.000 kvm publikumsorienteret erhverv, herunder butikker, caféer mv. 

Der opføres i alt ca. 17.000 kvm kælder, der skal rumme ca. 450 P-pladser. 

Det nye byggeri skal have bæredygtighedscertificeringen DGNB i kategorien Guld. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141