23948sdkhjf

Lille fodaftryk giver plads til leg i Smørum

Med taler og omvisning fejrede Egedal Kommune tirsdag rejsegilde på den nye daginstitution i Smørum. 

Byggeriet på godt 1.600 kvm skal danne ramme for trivsel, udvikling og leg for cirka 136 af kommunens yngste borgere fra juni 2020. Det skriver Egedal Kommune i en pressemeddelelse. 

Kort før årsskiftet vandt et hold med entreprenør Combi Byg, Pluskontoret Arkitekter som både arkitekt og landskabsarkitekt samt Tvede Rådgivende Ingeniører & Arkitekter totalentreprisen på institutionen. Milepælen for byggeriet bød da også på kommunale tak til holdet.

- Vi valgte dette projekt, som Team Combi Byg har udarbejdet, fordi der er tale om særdeles gode løsninger både indvendigt som udendørs. Ved at give bygningen to etager har arkitekter skabt en bygning med det, man kalder ”et lille fodaftryk” på grunden. Herved får vi skabt mere plads til udeareal og legeplads og udnyttelse af den skrånende grund, sagde Ib Sørensen, 1. viceborgmester og formand for Planudvalget, ifølge pressemeddelelsen.

Træ på facaden og i midten af bygningen
Institutionen bliver indpasset i landskabet med sine to etager i en organisk form, hvilket netop giver plads til en stor, rummelig og grøn legeplads med områder til mange forskellige slags lege, og overdækkede arealer. 

Inde er der fokus på nærhed mellem børnegrupperne via fleksible rum og arealer til børneaktiviteter i form af sanserum, konstruktionsrum, motorikrum og fællesrum. Et dobbelthøjt centralt placeret rum i midten af bygningen omkring et klatretræ og klatrenet skaber sammenhæng mellem de to etager, og trækker lys og natur ind i bygningen. 

Bygningens facade bliver opført i naturmaterialerne skifer og træ og med indbygget solafskærmning og wires til klatreplanter, der fungerer som en levende overgang mellem bygning og legeplads. Taget bliver et grønt tag, beklædt med sedumplanter.

Daginstitution får plads til ca. 136 børn, fordelt på fire vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. Den hedder lige nu ”Ny Smørum”, men i 2020 påtænker Egedal Kommune at finde et permanent navn. 

Et af mange byggerier
Egedals borgmester Karsten Søndergaard fortalte ved rejsegilde om den store byggeaktivitet, der er i området i Smørum. 

- Parcelhusene skyder op på Dyvelåsen. Vi sælger for tiden byggegrunde til nye virksomheder i Kong Svends park, og vi er dialog med partnere, der vil hjælpe os med at byudvikle området fra Kildedal Station op mod Kong Svends høj, sagde Karsten Søndergaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11