Nyt plejehjem i Aalborg går til Dansk Boligbyg
Viva Bolig og Aalborg Kommune har valgt et team bestående af Dansk Boligbyg, EKJ og Rum til at varetage projektering og opførelse af det nye plejehjem Markusgården i Aalborg Centrum.
Det oplyser Rum på sin hjemmeside.
Projektet omfatter opførelse af cirka 6.200 kvm plejehjemsbyggeri med 73 boliger bestående af to boligtyper samt boligfællesareal, fælleshus og tilhørende cirka 700 kvm serviceareal.
Markusgården opføres på den gamle kasernegrund beliggende Bonnesensgade 16 i Aalborgs Øgadekvarter og omfatter nedrivning, grundforberedende arbejder samt opførelse af nøglefærdigt byggeri inklusiv commissioningproces.
Opførelsen af Markusgården tager udgangspunkt i et forslag udarbejdet af Friis & Moltke.
I konkurrencefasen har teamet, ud over at beregne prisen, konkretiseret projektets materialer og sammensat den optimale organisation til at gennemføre processen. Rum er nu i fuld gang med projekteringen frem mod et bygbart projekt.
Byggeriet skal opføres med udgangspunkt i Aalborg Kommunes bæredygtighedsmanual. Der er fokus på robuste og allergivenlige materialer, lange levetider, rengøringsvenlighed, hjemlighed samt personalets arbejdsmiljø.