23948sdkhjf

En af Københavns mest attraktive byggegrunde bliver permanent park

Dansk tegnestue vinder opgaven foran fem konkurrenter fra ind- og udland

En af hovedstadens mest attraktive byggegrunde skal ikke bebygges, den skal beplantes.

På Sydøen mellem Operaen og Papirøen i hjertet af København har arkitektfirmaet Cobe tegnet et frodigt og levende, hvor naturen sætter tempoet. Operaparken er navnet på det kommende grønne frirum, som omfatter 21.500 kvm, og efter planen skal åbne i 2023. 

Parken er doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål. Inden valget faldt på Cobe indhentede A.P. Møller Fonden også forslag fra tegnestuerne SLA, Schønherr, West 8, Kamel Louafi og DEH Landschaft. 

Væksthus i parkens hjerte
Foruden selve det grønne haveanlæg kommer parken til at indeholde et væksthus med café og underjordisk parkering. 

Fakta: Operaparken

  • Sted: Dokøen, København.
  • Hvad: Offentlig park med væksthus inkl. café og parkeringsanlæg.
  • Størrelse: 21.500 m2.
  • Bygherre: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
  • Arkitekt: COBE.
  • Ingeniører: Vita Ingeniører, Via Trafik og DBI.

Væksthuset er designet som en glasbygning med et tyndt, svævende tag. Bygningens placering i midten af parken gør, at besøgende før ser den, når de bevæger sig gennem det tætte landskab. Væksthuset leder ned til den underjordiske parkering med plads til 300 biler. 

Den underjordiske parkering og den overjordiske park udgør et kredsløb, der er lige så økologisk som økonomisk bæredygtigt. Ligesom regnvand genanvendes til vanding, finansierer indtægterne fra parkeringen parkens drift og vedligehold. Der bliver således ingen driftsudgifter for teatret eller kommunen.

Biodiversitet og klima i tankerne
Operaparkens komposition er inspireret af 1800-tallets romantiske haver og romantikkens landskabsmalerier. Den lave engelske have er plantet i forgrunden, mens canadiske træer rejser sig i baggrunden som et bagtæppe. I Operaparkens front skråner landskabet ned mod vandet, så planterne og landskabet møder vandet i havnen.    

Designet er sket med tanke på vind og vejr, ligesom biodiversitet og klimavenlighed er et gennemgående greb. Regnvandet behandles som en ressource for parken og ledes fra tage og belægninger ned i forsinkelsesbede. Det overskydende vand ender i underjordiske vandreservoirer, der anvendes til at vande parken. 

Materialerne i parken er langtidsholdbare og kan genbruges, ligesom dele af jorden fra det nuværende jordlag på øen bliver genanvendt til udvidelse af parkens vestlige side. De mange træer og planter – godt 80 forskellige typer fra hele verden - bryder den kraftige vind fra havnen og havet og stopper vindturbulensen. Desuden hæves terrænet, så øen sikres mod oversvømmelse ved skybrud og større vandstigninger. 

For at gøre parken indbydende hele året er samtlige træer, planter og blomster valgt ud fra deres skift i farver og blomstringer, så parkens flora har noget at byde på uanset årstiden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142