23948sdkhjf

Skala Arkitekter gør rent bord i Tim

Samme team vinder to separate opgaver for Ringkjøbing-Skjern Kommune

Ringkjøbing-Skjern Kommune har valgt rådgiver til to separate opgaver i byen Tim. Og begge gange er valget faldet på Skala Arkitekter. 

Der er dels tale om totalrådgivningsopgave, der omfatter fremtidssikring og modernisering af Tim Skole. Dels en ny daginstitution til byens førskolebørn. 

Vinderholdet på de to opgaver består af Skala Arkitekter som totalrådgiver, arkitekt og landskabsarkitekt med Ingeniørgruppen Vestjylland som underrådgivende ingeniør. 

Mens daginstitutionen er et helt nyt byggeri, skal skolen i Tim renoveres og moderniseres, så de fremtidige rammer på skolen lever op til moderne behov og de krav, der er til moderne læringsmiljø:

- Med den nye skolereform stilles nye krav til bl.a. læringsmiljøer, fleksible rammer og gode forberedelsesfaciliteter, og det skal vi integrere på den bedste måde i Tim. I dag ved man, at det motoriske fundament er afgørende for en god indlæringsproces, og derfor handler det om at skabe rammer, der indbyder til bevægelse i hverdagen, siger Kurt Ankjær, direktør i Skala Arkitekter, i pressemeddelelsen.

Et byggeri med "overtoner af innovation"
Det er blandt andet bygherres ønske, at arkitekturen skal signalere åbenhed og at den skal understøtte de daglige arbejdsgange og de pædagogiske visioner og principper. Byggeriet skal have overtoner af innovation, og skal udføres i godt, dansk håndværk og design.

Første skridt er at afdække de specifikke behov, som såvel bygherre som børn og personale har. De skal derefter omsættes til visionære og bygbare rammer med fokus på at skabe en helhed i det arkitektoniske udtryk, der samtidig understøtter de fysiske rammer for læring og trivsel.

Selvom der er tale om to helt separate opgaver, så er der gode synergier at hente mellem de to projekter og dermed skabe en helstøbt løsning, vurderer Skala Arkitekter. 

- Med de to opgaver får vi en enestående mulighed for at tænke de to institutioner sammen og skabe et godt forløb mellem skole og daginstitution. Vi ved, at når børn oplever en god overgang fra børnehave til SFO og skole, så gavner det deres trivsel og indlæring. Og det er faktorer vi tænker ind i den arkitektoniske løsning, siger Kurt Ankjær.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113