23948sdkhjf

Nedriver risikerer kollaps efter kartelbøde

CMP Nedrivning har retning mod konkurs, hvis ikke selskabets idømte millionbøde for ulovlig udveksling af prisoplysninger, ikke omgøres i ankesag. 

Det skriver Børsen. 

Firmaet, der er et datterselskab i Jensen Gruppen, hvor koncernens egenkapital lyder på en halv mia. kr., fik i februar en bøde på fem mio. kr. for i 11 tilfælde at have delt prisoplysninger på entrepriser for et mindre tocifret millionbeløb med konkurrenten Søndergaard Nedrivning.

I det nyligt offentliggjorte 2018-regnskab fremgår det, at firmaet ikke har likvider til at kunne betale bøden.

"Selskabet har anket dommen til Landsretten, men såfremt bøden ikke reduceres væsentligt, har selskabet ikke likviditet til at afregne denne", skriver revisor, der altså tager forbehold for fortsat drift.

Virksomheden bekræfter i regnskabet, at bøden truer selskabets drift:

"Såfremt udfaldet af ankesagen rejst af SØIK medfører en bøde svarende til det afsatte beløb eller et beløb, der ikke er væsentlig mindre, så vil dette medføre en betydelig risiko for selskabets evne til at fortsætte driften", lyder det.

Desuden fremhæves det, at der forventes et helt andet udfald i Landsretten, så selskabet kan lukkes uden at gå konkurs, men derimod solvent, hvor alle tilgodehavender betales: 

"Ledelsen forventer, at ankesagen vil medføre enten en frifindelse eller subsidiært en væsentligt reduceret bødestørrelse, hvorved selskabet forventeligt vil kunne afvikles solvent". 

Ejer hæfter ikke
Jensen Gruppen skriver i seneste årsregnskab, at det ikke hæfter for kravene mod datterselskabet CMP Nedrivning. 

Børsen har adspurgt advokat Michael Klöcker fra DLA Piper, der repæsenterer CMP Nedrivning og også moderselskabet Jensen Gruppen, om Jensen Gruppens ejer, Jens Hørby Jensen, har tænkt sig at lade hans koncern betale for datterselskabets millionbøde i tilfælde af, at afgørelsen bliver stadfæstet i landsretten:

Vil Jens af egen kasse betale den bøde, der måtte opstå nede i CMP, selvom der ikke er en forpligtelse til det for hans koncernholdingselskab? 

- Det har jeg ingen kommentarer til, lyder svaret fra advokaten. 

Ikke eneste sag
CMP Nedrivning er ikke det eneste af Jensen Gruppens selskaber, der er blevet dømt i sagskomplekset. Også Nedrivningsaktieselskabet J. Jensen, der i 2018 fik et førskat-overskud på 15,6 mio. kr., er blevet dømt i sagen. 

Nedrivningsaktieselskabet J. Jensen fik en bøde på en mio. kr., da forholdene var begået før skærpelsen af konkurrenceloven i 2013. Også den sag er anket til landsretten. 

Her står de resterende sager

Kingo Karlsen A/S og en ledende medarbejder er ved Retten i Roskilde idømt bøde på henholdsvis fire mio. kr. og 125.000 kr. for udveksling af priser med to konkurrenter. De dømte har valgt at acceptere bøden.

En far og datter er ved Retten i Hillerød hver idømt en bøde på 300.000 kr. De dømte har valgt at acceptere bøden.

En 76-årig tidligere ejer af et enkeltmands-nedbrydningsfirma er ved Retten i Holbæk idømt en bøde på 100.000 kr. Dommen er siden blevet stadfæstet i landsretten, og den 76-årige har forsøgt at få sagen for Højesteret, men har fået afslag.

Bagmandspolitiet har valgt at trække anklageskriftet mod Allan Ploug A/S.

Der venter retssager mod Brandis A/S, Villy C. Petersen A/S, G. Tscherning A/S og ledende medarbejdere her.

Artiklen er en del af temaet Nedriver-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126