23948sdkhjf

Maskinbranche tilbage i smult vande

Maskinsalget har udviklet sig fornuftigt, og fremtiden ser rimeligt lys ud, kunne brancheforeningen konstatere på generalforsamlingen i Middelfart

Brancheforeningen Maskinleverandørerne kunne konstatere en mindre fremgang i salget af maskiner, og at der ifølge foreningens statistik er solgt ca. 3.100 enheder i det forgangne år. Brancheforeningen dækker ikke hele markedet, men som man selv udtrykker det,

- Målt i ton har vi langt den største del af markedet repræsenteret i foreningen. Stort set alle de sælgende mærker af store maskiner er repræsenteret i Maskinleverandørerne og er med i salgstallene. Men nogle leverandører af minigravere og læssere er ikke med i tallene, hvorfor total markedet vurderes til ca. 4.000 maskiner, en fremgang på 10-15 procent, siger formand Palle Kjærsgaard og fortsætter:

- Der er også i 2018 indgået store handler, og udlejningsbranchen har sat sig tungt på de store indkøb. En branche hvor vi har set fortsatte konsolideringer og udvidelser i 2018 - en udvikling jeg tror, vil fortsætte. Konkurrencen her er benhård - også hos os leverandører til udlejerne. I landene omkring os ser vi nogle steder, at skellet mellem udlejer og maskinhandler udviskes, og nogle i den danske branche tager også disse skridt, det være sig udlejere som maskinleverandører, sagde han i sin beretning.

Vækst - også i januar i år
Han tilføjer overfor Licitationen Byggeriets Dagblad, at også januar 2019 ser godt ud, når man ser på de eksporttal, som producenterne forholder sig til, når det gælder Danmark.

- Her er der faktisk også en stigning på op mod 15 procent på de små grave- og læssemaskiner, siger han.

- I markedet har der været brugt tid på at spekulere i, om det nu topper, men der er stadig travlt. Når vi ser på beskæftigelsen i byggeriet, er knap halvdelen af de beskæftigede i vedligeholdelses delen - og den har ikke den samme konjunktur følsomhed. Vi har dog plads til at få nogle nye store projekter i gang. En vis utålmodighed hos de helt store entreprenører har til tider kunnet mærkes hos de mindre entreprenører i markedet. Man rækker sig efter mindre opgaver. Så lad Femern komme i gang i 2021 og et infrastruktur venligt parlamentarisk flertal tegne den nye regering, er Palle Kjærsgaards ønske.

Den grønne bølge
Palle Kjærsgaard havde også valgt at sætte fokus på klimadebatten i sin beretning og siger: "Vi har som maskinleverandører længe arbejdet med miljø og grønne maskiner. Den udvikling, vores maskiner har været igennem, er enorm. Brændstofforbruget er reduceret, Nox og partikler fjernet, og vores folk er uddannet til at håndtere de nye teknologier. Batteridrevne entreprenørmaskiner gør også sit indtog, og flere af Maskinleverandørernes medlemmer har allerede maskiner, der er langt fremme indenfor denne teknologi. Cirkulær økonomi, genbrug, knusning, renovering, og nedbrydning kræver også noget af os som leverandører.

- Vores kunder har også en stor opgave i forhold til klima og miljø - bl.a. med at forberede infrastrukturen til de ændrede nedbørsmængder og vejrforhold. Her kan vi kun opfordre vores politikere til at få lagt nogle langsigtede planer, så der kan investeres i dette. Og med en sund økonomi i den private og offentlige husholdning og pensionskasser der bugner af investerings lysten kapital, er det bare med at komme i gang, slutter han.

Klaus Meldgaard var på valg, men modtog genvalg, og derudover består bestyrelsen af Palle Kjærsgaard og Benny Svenningsen. Entreprenørsektionen fik også et nyt medlem, nemlig KSM fra Fyn ved Henrik Bergholdt.

Læs mere om branchen: Klimaet hæmmer væksten i grøn maskinsektor

Forskydninger i statistikken

Maskinleverandørernes statistik beror på importørernes egne indberetninger, og her af fremgår det, at der især er fremgang i salget af teleskoplæssere og gummihjulslæssere i størrelser over fem tons. Teleskoplæsserne er gået frem med næsten 100 flere solgte i 2018 i forhold til året før. Samtidig er salget af rendegravere, også kaldet grave/læssemaskiner, faldet, så det kan tyde på, at teleskoplæsserne overtager lidt af markedet her. Foreningens medlemmer har faktisk solgt væsentligt færre mindre gravemaskiner i det forgangne år, samtidig med, at det totale salg er styrket, hvilket betyder at foreningens medlemmer har mistet markedsandele. Et forbehold er dog, at statistikken viser alle gravemaskiner på bånd under fem tons. Eneste anden markante ændring er salget af tromler, der er mere end fordoblet til 118 solgte i 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115