Hjulgraver passer perfekt til kloakarbejde
NCC Civil Engineering har valgt Danmarks første kompakte Hitachi ZX145W-6 til deres byopgaver med fjernvarme, ledningsarbejde og kloak.
- Med den ekstra korte ende og krøjeradius holder vi os altid inden for afspærringerne og generer ikke bytrafikken, fortæller materielchef Kristian Andersen fra NCC Civil Engineering om virksomhedens to nye Hitachi gravemaskiner.
- Når vi laver nyanlæg og omlægninger af fjernvarme, ledningsarbejde og kloak, oplever vi den samme udfordring overalt. Pladsen er trang, når vi krøjer rundt tæt på bilister, cyklister og fodgængere. Derfor er det vigtigt for sikkerheden, at de nye maskiner er korte og har todelt bom.
Aktuelt arbejdes der på en krævende opgave: Der skal graves en rende på 10 km. fra Emdrupvej til Gentofte, og det vil lægge beslag på den ene maskine i ni måneder.
Første i Danmark
De nye 17-tons Hitachi er de første kompakte gravemaskiner på hjul, som importøren H.P. Entreprenørmaskiner har leveret til det danske marked.
- På vej- og ledningsarbejde er det rart at være fleksibel, og med hjul i stedet for bælter kan man lige køre 100 meter hen ad gaden. Det hele går hurtigere, og så skåner vi belægningerne, siger Kristian Andersen, der har gode erfaringer med Hitachi i maskinparken.
- Vi har 10-12 Hitachi maskiner, og når vi måler på dem, er dieselforbruget fornuftigt. Vi har serviceaftaler med HPE, der har en effektiv service i kraft af deres beliggenhed.
Miljøvenlige valg
Maskinen har dieseloxiderings-katalysator (DOC), urea-blanderør, SCR-system og lyddæmper, såvel som DPF. Avancerede teknologier, der bidrager til at reducere emissioner og støjniveauer.
Hitachi ZX145W-6
Hitachi ZX145W‑6 hydraulisk gravemaskine på hjul
Normeret motoreffekt: 105 kW / 142 HK Arbejdsvægt: 15.000 – 17.200 kg Importør: H.P. Entreprenørmaskiner A/S |
- Samtidig har vi valgt at skifte til GTL Fuel, som er en dieselolie udvundet af naturgas, der belaster miljøet markant mindre end almindelig diesel, forklarer Kristian Andersen.
- Så de nye maskiner udleder cirka 40 procent mindre CO2 og omkring 30 procent færre NOx-partikler. Et andet tiltag er bio-hydraulikolie, der er biologisk nedbrydelig, så vi ikke skader miljøet, hvis der spildes lidt.
Driftssikkerhed og effektivitet er i fokus på flere områder på Hitachi ZX145W-6. Ekspansionsbeholderen er monteret oven på motorens kølesystem.
Den nye placering betyder, at luften ledes effektivt væk, så motordelene undgår overophedning. Service og vedligehold er enkel med den opdelte motorhjelm, der giver nem adgang til motorrummet. Brugervenligheden gælder også brændstoffilteret, der skrues på plads og dermed er lettere at udskifte.
Driften dokumenteres
Maskinerne er begge udstyret med en aftagelig Engcon EC219 tiltrotator. For optimal styring af denne er der monteret et Excidor styresystem, som både er mere brugervenligt og præcist end en standard fuldhydraulisk løsning.
- Som en del af den serviceaftale som NCC Civil Engineering har indgået for samtlige Hitachi-maskiner, modtager de en månedlig driftsrapport, fortæller Ole Pausgaard fra H.P. Entreprenørmaskiner. - Her kan man følge det daglige antal driftstimer og maskinens øvrige anvendelse, dens brændstofforbrug og CO2-påvirkning. Alle data indsamles via Hitachi Global e-Service, hvor man som maskinejer også har mulighed for online at fjernovervåge hver enkelt maskine for at optimere driften.
Sigh