23948sdkhjf

Nu skal kulturerne blandes - skolen er klar til opgaven

Glasir Skolen på Færøerne var ikke helt klar til brug, da den åbnede - men nu er skolearbejdet i gang

Alle på Færøerne kender den. Og smiler skævt når de hører navnet Glasir. Byggeriet, der i folkemunde blev en halv mia. kr. dyrere end forventet - og forsinket fem år.

I virkeligheden er det dog nærmere 300 mio. kroner mere end oprindeligt budgetteret, og tre år forsinket. Men alligevel. Dyrt blev det.

Hvis du imidlertid spørger Egon Øregaard, teknisk leder på Glasir, er det alle pengene og besværet værd.

- Det er en dejlig bygning. Men måske flyttede vi ind et år for tidligt. Det er der i hvert fald nogen, der mener, siger han til Arkbyg.

Han fortæller, at man siden slutningen af 1990’erne, efter 10 års debat, politiske øretæver og kuldsejlede arkitektkonkurrencer endelig i 2008 blev enige om at bygge multiskolen, der i dag rummer gymnasium, teknisk skole og handelsskole.

- Det var en alt for lang proces, men nu er vi her, i en fantastisk smuk og meget funktionel bygning, siger Egon Øregaard.

Brandslukning
Han har gennem 20 år været direktør på Teknisk Skole, og er nu teknisk leder på Glasir, med ansvar for byggeriet og indkøringen.

Og hvordan har det så været?
- Brandslukning siden åbningen efter sommer, kan man vist roligt sige. Der er stadig udfordringer med varme, lys og mange andre installationer. Vi flyttede ind i en bygning, der ikke var færdig, og det har selvfølgelig været en udfordring, ikke mindst for medarbejderne, siger han.

Egon Øregaard tilføjer dog, at man nu ved indgange til 2019 er ved at lande på fødderne.

- Den store udfordring bliver at få samarbejdet mellem gymnasiet, teknisk skole og handelsskole i samme bygning til at fungere. De forskellige kulturer skal indarbejdes, men jeg mener, bygningen lever op til forventningerne. 

Skolen er meget åben og fyldt med glas. Bliver man distraheret, når man skal give eller modtage undervisning?
- Man siger jo, at cirka ti procent af befolkningen er meget sensitive overfor lys, larm, lugt, bevægelse og så fremdeles. De er også her, og man har forsøgt med indretning og møbler at skabe mere ro. Men som helhed har jeg indtryk af, at folk trives. Og især eleverne er begejstrede, siger Egon Øregaard.

Ikke andre steder i verden
Heller ikke sagsarkitekt Finn Nørkjær hos BIG har sluppet projektet, selv om han har arbejdet med skolen i mere end 10 år. Mens de driftsansvarlige og håndværkerne fortsat knokler med at få styr på de sidste installationer, elarbejdet og indkøring af varme og ventilation, kommer Finn Nørkjær også forbi - måske ikke helt så ofte som da byggeriet var i gang, men han planlægger et nyt besøg lidt senere på året.

- Vi er jo totalrådgivere på den, og der er fortsat en række installationsanlæg, der skal fungere. Så vi følger processerne tæt. Men jeg er meget glad for skolen, som jeg synes er meget vellykket, siger han til Arkbyg.

Han understreger at BIG har lært rigtig meget af en skole, "som der mig bekendt ikke findes andre af i verden", som han siger.

- Den skal rumme alt fra det meget teknisk funderede til fag, der er alt andet end tekniske. At få det til at spille sammen har været en fantastisk opgave, siger Finn Nørkjær til Arkbyg. ///

Læs mere: Ny megaskole i Nordatlanten holder på de unge

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142