Regeringen strammer brandsyn
En dødsbrand på Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro i Nordjylland i august sidste år fører til skærpelser for kommunernes brandsyn af plejehjem og bosteder, hvor en uvildig tredjemand eller virksomhed skal godkende bygningens tekniske forhold og ikke blot blokerede adgangsveje.
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) er i begreb med at opgradere ordningen med certificerede brandrådgivere, der skal have flere års relevant uddannelse og mindst to års erhvervserfaring.
Han har bedt tillige kommunerne om at melde tilbage inden midten af april om, hvad de vil tage af initiativer for at rette op på manglende dispensationer og hvornår de vil bringe de ulovlige forhold i orden.
Eksempelvis er der ikke det påkrævede sprinkleranlæg i 75 pct. af de 106 plejehjemsenheder, som kommunerne hidtil har indberettet i et spørgeskema, som ministeriet udsendte i oktober.
Ole Birk Olesens ministerium anslår, at et sprinkleranlæg koster en halv million kroner for sprinklercentralen samt omkring 250 kr. per kvm.
- Der skal være styr på brandsikkerheden. Der er ikke styr på det hos kommunerne i dag, lyder hans og Folketingets enstemmige budskab.
Folketingsdebat
Rammerne for skærpelserne i brandsyn blev fastlagt i Folketingets hastedebat onsdag om brandsikkerhed, som boligordfører Susanne Eilersen (DF) tog initiativ til.
Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Radikale Venstre og de tre regeringspartier (Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti) står bag flertallets vedtagelse.
Den fastslår, at dispensationer fra bygningsreglementets brandkrav skal tidsbegrænses, og det lovpligtige brandsyn i plejeboliger skal udvides.
Det gælder i hvert fald nybygninger. Susanne Eilersen presser på for at ombygninger også omfattes, også hvis det kræver en lovændring.
Foreslår mobile sprinkleranlæg
Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF er ikke uenige, men fremsatte deres eget forslag, der dels ville give beredskabet en større rolle i tilsynet, dels indeholdt mobile brandsikringsanlæg til ældre rygere.
De er nemlig overrepræsenteret i statistikken over dødsfald ved brand. I 2017 døde 61 mennesker ved brand, hvoraf syv var plejehjemsbeboere.
Beredskabsstyrelsens driftsmæssige forskrifter for hoteller overdrages til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet den 1. januar 2020, hvorefter bygningsministeriet er ansvarlig for størstedelen af lovgivningen på området.
Beredskabsstyrelsen, der hører under Forsvarsministeriet, vil fortsat stå for reglerne for brandsyn i brandsynsbekendtgørelsen.