Nyt p-hus i Vejle får flere pladser
Det nye p-hus ved sygehuset i Vejle får 71 ekstra pladser.
Det er svært for patienter, pårørende og personale at finde en ledig parkeringsplads ved sygehuset i Vejle. Derfor besluttede regionsrådet i november sidste år at bygge parkeringshus nummer to ved sygehuset.
Bygningen bliver rund og placeres på hjørnet af Horsensvej og Skovgade tæt ved sygehusets kræftafdeling. Byggeriet er netop gået i gang, og regionen forventer, at de første patienter kan komme af med bilen i det nye p-hus til august næste år.
Allerede inden byggeriet af det nye p-hus gik i gang, havde man på sygehuset i Vejle vurderet, at selv med de 337 pladser, som det nye p-hus oprindeligt er planlagt med, vil det fortsat knibe med at finde en p-plads ved sygehuset. Derfor har sygehuset ønsket sig endnu flere parkeringspladser i det nye p-hus.
Ekstra pladser i budgetforlig
Regionspolitikerne bag forliget om regionens budget for 2019 lyttede i september til sygehusets ønsker og afsatte derfor 6,2 mio. kr. til ekstra pladser. Sygehus Lillebælt supplerer med yderligere 2 mio. kr. Det betyder, at der kan etableres i alt 71 ekstra pladser i det nye p-hus, som så får i alt 408 pladser.
Denne plan godkendte et enigt regionsråd inden jul.
- Det er svært at finde en ledig parkeringsplads ved sygehuset i Vejle. I regionsrådet har vi hele tiden været opmærksomme på problemet. I 2010 byggede vi det første parkeringshus, og nu får vi bygget nummer to, som vi nu får udvidet i forhold til den oprindelige plan. Jeg håber, at vi med det nye p-hus får gjort livet lidt lettere for sygehusets patienter og medarbejdere, siger formand for regionens anlægs- og innovationsudvalg, Karsten Uno Petersen (S) i en pressemeddelelse.
Det nye p-hus bliver som nævnt rund, og selve parkeringsdækket bliver bygget op i en spiral.
Gener i trafikken
Regionsrådets bidrag til udvidelsen rakte efter forhandlinger med entreprenøren til 52 ekstra pladser.
De 2 mio. kr., som sygehuset selv skyder i projektet, betyder at man kan afslutte spiralen ved bygningens trappe- og elevatortårn. Det giver 19 ekstra pladser og gør det nemmere for bevægelseshæmmede, når de skal bruge de øverste p-pladser.
- Jeg ved, at mange oplever gener i trafikken i og omkring sygehuset, mens vi bygger. Vi forsøger dog at minimere disse gener, selv om vi godt er klar over, at der vil være dage, hvor ikke alting flasker sig. Vi håber på trafikanternes tålmodighed og forståelse, siger Karsten Uno Petersen.
Kaptain