23948sdkhjf

Grønt lys til 40 almene boliger i Horsens

Byggeriet af 40 almene boliger kan sættes i gang på Bygholm Bakke i Horsens. Domea Horsens er bygherre på projektet der netop er godkendt af Horsens Kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg.

De 40 almene boliger vil blive fordelt på syv bygninger, som varierer fra to til fire etagers højde og med hhv. fire og otte boliger i hver bygning. Boligerne indrettes som tre- og firerums boliger. Samlet set kommer Domea Horsens til at bygge 4.000 kvm bruttoetageareal.

- Brahesbakke og hele Bygholm Bakker er et fantastisk naturområde, som ligger i kort afstand fra både by og motorvej. Det giver rigtig god mening, at der også bygges almene boliger i området, og vi er stolte af at være blevet udpeget som bygherre, siger Louise Prahm, projektudviklingschef i Domea.

Indgår i projekt med 146 boliger
Med udpegningen af Domea Horsens som bygherre kan boligselskabet nu gå videre med deres projekt. 

- Vi arbejder nu videre med planlægningen af byggeriet og glæder os til at komme i gang med den videre proces, siger Louise Prahm. 

De almene boliger indgår i det samlede boligområde på Brahesbakke, der ligger i første række ned til Bygholm Sø. Her skal der bygges i alt 146 boliger, som er en blanding af ejer-, leje- og almene boliger. I området bygger Pædagogernes Pension private lejeboliger, mens Danhaus står for byggeriet af private ejerboliger. 

Det bliver et rent lokalt team, der skal føre bygherrernes visioner ud i livet. Skala Arkitekter har tegnet boligerne med Oluf Jørgensen som rådgivende ingeniør, mens Dansk Boligbyg er valgt som totalentreprenør.

De almene boliger sammenbindes med de private byggerier. Alle almene boliger får egen terrasse eller altan samt depotrum. I byggeriet er der også tænkt et stort fælles areal ind, hvor der skal være lege-, samlings- og opholdssteder med træer og et stisystem. 

Horsens Byråd skal endeligt godkende sagen på næste møde den 28. januar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127